To måneder efter høje bølger: Ingen hjælp til Naajaat-fiskere

Det er fiskernes ansvar at tegne en forsikring på deres båd. Avannaata Kommunia kan ikke gøre mere for at hjælpe, lyder det fra borgmesteren i nordkommunen.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
20. februar 2020 07:07

I går var det to måneder siden, at bygden Naajaat blev ramt af høje bølger.

Et isbjerg ikke langt fra bygden kælvede midt om natten, og fiskerne kunne ikke nå at redde deres både, før bølgerne tog dem.

- Alle bådene er beskadiget og kan ikke bruges mere. Nogle af bådene har mistet motoren og fået huller. Bådene kan ikke reddes fra de skader, som isbjerget forvoldte, siger den 57-årige fisker og fanger Anthon Grim.

LÆS OGSÅ Høje bølger i Naajaat: Hel fangerfamilie har mistet joller

 

Kort om bygden Naajaat

* Naajaat ligger på en lille ø af samme navn cirka 40 kilometer nordøst for Upernavik.

* Der bor 49 borgere fordelt på cirka 20 fritliggende huse.

* Det primære erhverv i Naajaat er fiskeri efter hellefisk, som beskæftiger hovedparten af indbyggerne.

Efter de høje bølger lød der ellers trøstende ord til borgerne i Naajaat fra borgmester Palle Jerimiassen:

- Vi må sammen med Selvstyret se, hvad vi kan gøre for at hjælpe fangerne og fiskerne med hensyn til deres både, sagde han til KNR et par dage efter hændelsen.

Først når forsikringsforholdene omkring bådene var klarlagt, ville kommunen undersøge, hvorvidt der var noget, den kunne gøre erstatningsmæssigt.

Siden har Naalakkersuisut vurderet, at hændelsen ikke er en katastrofe - og derfor vil Avannaata Kommunia nu ikke gøre mere for at hjælpe de indbyggere, der ikke har forsikret deres båd. 

- De skal selv tegne en forsikring. Vi kan ikke hjælpe med bådene, da det er fiskernes eget ansvar, siger borgmester Palle Jerimiassen.

Naajaat har hverken butik eller posthus. Derfor er beboerne afhængige af deres både blandt andet for at handle ind i den nærmeste bygd Innaarsuit, som ligger 12 kilometer mod øst.

LÆS OGSÅ Borgmester: Vi har sendt både til bølgeramte Naajaat

Fiskerne sejler også til den nærmeste bygd for at indhandle deres fangst. I januar var farvandet isfrit, så fiskerne kunne blot kigge ud af vinduet uden at kunne fiske.

Borgmester: Vi må behandle alle ens

Det var først i slutningen af januar og i starten af februar, at havet frøs til is, så fiskerne kan fortsætte deres fiskeri med hundeslæde eller snescooter.

Men med den barske natur, hvor det ikke er usædvanligt, at isbjerge kælver, skal man være forberedt på det uventede, mener borgmesteren.

- Jeg kan bruge Ilulissat eller Uummannaq for eksempel. Det sker nogle gange noget lignende. Så hvis vi skal erstatte bådene for fiskerne i Naajaat, så skal vi også gøre det for resten af kommunen. Det kan ikke lade sig gøre. Det er den enkeltes ansvar at have en forsikring til deres fartøjer, siger borgmester Palle Jerimiassen.