Målinger tyder på stor sejr til Macron mod Le Pen ved fransk valg

Jubel i Macrons hovedkontor og skuffelse hos Le Pen-lejren, da de første valgstedsmålinger kom på skærmen.
Valgprognose giver Emmanuel Macron sejren ved det franske valg. Modkandidaten Marine Le Pen har erkendt sit nederlag. Foto © : Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. april 2022 17:02

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, står til at vinde en sikker sejr ved det fanske præsidentvalg. 

Det viser de første valgstedsmålinger, der er blevet offentliggjort efter de franske valgsteder lukkede klokken 20 fransk tid.

Målingerne i store franske medier tyder på, at han får omkring 58 procent af stemmerne, mens udfordreren Marine Le Pen må nøjes med omkring 42 procent i søndagens anden og afgørende valgrunde.

I Macrons partis hovedkontor i det centrale Paris udløste de første valgstedsmålinger jubel.

Omvendt var der tydelig skuffelse blandt Le Pens støtter. 

Marine Le Pen har allerede erkendt sit nederlag. Det siger hun i en tale, kort efter, at de første målinger viste sejr til præsident Emmanuel Macron.

Det endelige resultat ventes klar i løbet af natten til mandag.