Måge-jagt indstillet

Kommune Kujalleq har foreløbig indstillet måge-jagt med fælder. Men kommunen betragter stadig måger som et stort problem.
Skrevet af Noah Mølgaard
22. januar 2012 12:44

Kommune Kujalleq har nu besluttet, at indstille aflivning af måger med fælder, efter at det er kommet frem, at det er en overtrædelse af fuglebekendtgørelsen. Kommunen indhenter nu de fornødne dispensationer.

Det er ikke kun i Ilulissat mågerne går til angreb på mennesker. Det er også sket i Qaqortoq.

- En måge har angrebet en fanger, mens han var ved at partere en sæl og har hugget til med sit næb på fangerens ansigt, fortæller Otto Kielsen fra Kommune Kujalleq.

Der blev lavet fælder, der blev lagt ud i Nanortalik og Qaqortoq, hvor mange måger blev aflivet på den måde. Men Selvstyret oplyser overfor KNR, at det er en overtrædelse af fuglebekendtgørelsen, der sætter faste regler for hvordan man må fange fugle.

- Vi har indhentet råd hos dyrlægen inden vi gik i gang med fældefangsten. Og vi havde regnet med at det råd vi fik fulgte reglerne, da vedkommende er ansat under Departementet for fangst og fiskeri, siger Otto Kielsen.

Kommune Kujalleq meddelte i dag søndag, at de indstiller aflivning af måger ved hjælp af fælder. Men de vil genoptage metoden, når de fornødne dispensationer. Og det er ikke kun ravne og måger kommunen har problemer med. Ørnene er også begyndt at komme meget tæt på mennesker.