Lufthavnsprojektering klar til underskrift

Bygningen af de to lufthavne i Nuuk og Ilulissat rykker nærmere, efter at forhandlinger mellem Kalaallit Airports og entreprenørvirksomheden Munck Gruppen er færdige.
Lufthavnsbyggerierne kommer et skridt længere på tirsdag, og sådan kan det komme til at se ud i Nuuk i slutningen af 2023. Foto © : Kalaallit Airports A/S
Skrevet af Karsten Sommer
08. august 2019 06:29

På tirsdag 13.august er Kalaallit Airports International klar til den officielle underskriftsceremoni med det danske entreprenørselskab Munck Gruppen, der i midten af juli vandt udbudsrunden om anlæggelse af de to nye lufthavne.

- Efter et succesfuldt udbud og efterfølgende vellykkede forhandling er det en glæde, at kunne markere indgåelse af kontrakterne med Munck Gruppen A/S om byggeriet af landingsbanerne i Ilulissat og Nuuk, skriver Kalaallit Airports International i en pressemeddelelse.

Munck Gruppen kom med det bedste bud

Kalaallit Airports modtog tre bud på opgaverne, men i sidste ende var det altså Munck Gruppen, som vandt kontrakten foran en hollandsk og en canadisk virksomhed.

LÆS OGSÅ Munck Gruppen skal anlægge landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat

Ifølge Kalaallit Airports var det, fordi Munck Gruppen kom med det bedste bud samlet set.

Selve anlæggelsen forventes at gå i gang til efteråret, og det forventes, at de to lufthavne i Nuuk og Ilulissat vil være færdige og klar til brug i slutningen af 2023.

Underskriftsceremonien finder sted i Hans Egedes Hus i Nuuk tirsdag 13. august klokken 15.