Canada: Lovforslag skal forbedre forhold for oprindelige folks børn

Et længe ventet lovforslag om oprindelige folks børn er blevet fremlagt af den canadiske regering. Lovforslaget skal blandt andet forbedre børnenes forhold, hvis de anbringes i pleje.
Foto © : Paalu Møller/KNR
10. marts 2019 12:19

Den måde som Inuit, indianere og Métis børn er blevet behandlet på, er ofte blevet kritiseret, og er noget regeringen længe har lovet at gøre noget ved.

Ifølge de sidste statistikker udgør oprindelige folks børn kun 7% af alle børn i Canada, men de udgør over 52% af alle børn i pleje.

I provinsen Manitoba er hele 90% af alle børn i pleje fra oprindelige folks familier.

Det har tidligere ført til kritik af myndighederne fra oprindelige folks organisationer, medier og privatpersoner. Kritikken er, at børn fra oprindelige folk alt for ofte blev taget fra deres familier og sendt i pleje uden tilstrækkelig grund. Det kan for eksempel være hvis deres hus var for lille, hvis familien var fattig eller hvis blot et enkelt familiemedlem drak.

Børn skal først og fremmest placeres hos familiemedlemmer

Oftest blev disse børn anbragt steder, hvor de mistede kontakten til deres biologiske familier, til deres bygd, deres kultur og deres sprog.

Lovforslag C-92 vil ændre denne situation, så Inuit, Indianer og Métis børn først og fremmest skal placeres hos et af deres egne familiemedlemmer eller i deres egen bygd, så de kan vedligeholde deres identitet.

Natan Obed, præsident for Inuit Tapiriit Kanatami udtaler, at Inuit er glade for dette nye initiativ.

Lovforslaget er dog blevet kritiseret, fordi regeringen ikke samtidigt inkluderer nok penge til at implementere den nye ordning fuldt ud.