Lov ingen hindring for unges rygevaner

De unges rygevaner har ikke rykket sig synderligt, viser den sidste skolebørnsundersøgelse, den såkaldte HBSC-undersøgelse fra 2010. - Det er nemt at skaffe cigaretter, siger unge piger på 15 år fra Ilulissat. Og det er trods forbuddet om at sælge tobak til unge under 18.
Skrevet af Oline I. Olsen
21. februar 2012 10:58

- Nogen gange er det svært at finde en, som kan købe cigaretter for mig, men andre gange er det hurtigt og nemt, siger den første pige, som er ude at ryge med andre unge.

- Det er meget nemt, siger den anden mens den tredje fortæller om, at hun bad om cigaretter hos sin mor eller andre, da hun røg.  De tre piger er stadig hemmelighedsfulde over for nogle af deres familier eller forældre omkring deres rygning, og ønsker at være anonyme.

Det er forbudt at sælge tobak til unge under 18 år i de grønlandske butikker, men en af pigerne har en pakke cigaretter i sin lomme.

- Før i tiden, plejede vi at stå foran Spar eller andre butikker, og spurgte forbipasserende, om de kunne købe cigaretter for os, men nu spørger jeg mine bekendte eller familie, om de kan købe cigaretter for mig, siger en af pigerne på 15 år.

Folkesundhedsundersøgelsen af skolebørn, HBSC fra 2010, viser at den hidtidige indsats for at bringe rygningen blandt unge ned langtfra har lykkes. Tværtimod.

Godt halvdelen af de 15-årige, der blev spurgt i undersøgelsen, fortæller at de ryger dagligt, og der er en mindre stigning i forhold til den sidste undersøgelse, som fandt sted i 2006. Dengang røg 49 procent af unge på 15 dagligt.

De unge piger er godt klar over at det er sundhedsskadeligt at ryge, og mener heller ikke, at det skulle være særligt smart. Men rygning er accepteret, og forældre gør ikke nok for at tale med børn mod rygning, oplever de unge.

- Når de opdager at man ryger, så bliver de sure og vil ikke acceptere det i en kort tid, men hvis man bare fortsætter med at ryge, så giver de efter, siger den anden pige. Og hvis de unge ikke skal begynde med at ryge, så skal forældrene gøre mere, siger pigerne.

- De må ikke bare forsyne de unge med cigaretter, og forældre bør holde helt op med at ryge. Og hvis forældrene ryger, så kan de være bedre til at skjule cigaretterne, ved ikke at lade dem ligge frit fremme, som på bordet.  De skal gemme cigaretterne bedre end hidtil, og lade være med at ryge indenfor, siger pigerne som eksempler på, hvad der skal til, hvis de skulle kvitte smøgen.

Paarisa er i gang med at udarbejde en rygestopstrategi målrettet for hele befolkningen; børn, unge og voksne.