Liberaliserings-ulven kredser fortsat

Der skal fortsat være fuld fart på moderniseringen af Tele-Post, også selv om liberaliseringen blev stoppet.
Selv om man ikke kan se ulven, betyder det ikke, at den er væk, siger direktøren med henvisning til, at liberaliseringen kun er stoppet. Den er ikke begravet. Foto © : KNR
21. juni 2016 08:00

Der skal skæres ind til benet i Tele-Post. Det er den opgave den administrerende direktør har fået.

Liberalisering af mobilnettet var kniven på struben, som skulle tvinge ledelsen til de ubehagelige beslutninger. Den blev dog ikke til noget i denne omgang.

Men selvom liberaliseringsulven ikke længere er at se, så betyder det ikke, at den er væk, siger den administrerende direktør.

- I min verden er situationen slet ikke ændret, siger Kristian Reinert Davidsen.

Liberaliseringen er ikke død

Et flertal i Inatsisartut stoppede ellers fornyeligt liberalisering af fastnet og mobilnettet.

Dermed er der ikke længere nogen kniv for struben af monopolvirksomheden. Det må dog ikke betyde noget som helst, fastslår direktøren.

Læs også Åbenlys uenighed i debat om liberalisering

Han oplever en klar forventning om, at Tele-Post bliver moderniseret og trimmet.

- Hvis det ikke sker, så har jeg i hvert fald den holdning, at så kommer der liberalisering under alle omstændigheder, vurderer Kristian Reinert Davidsen.

Mange små skridt

Derfor skal virksomheden kigges efter i sømmene og alle arbejdsopgaver og systemer skal vurderes.

- Der er ikke nogen kæmpe revolutioner, men det er nogle ganske småskridt og mange små skridt, der skal leverer en ganske anden virksomhed om fem år, siger han.

Læs også Inatsisartut stopper teleliberaliseringen

Det betyder også, at virksomheden i fremtiden bliver slankere. Og når medarbejdere stopper vil der ikke automatisk blive ansat nye folk. I stedet skal man vurdere om de ansatte kan gøre tingene på en anden måde.

- Således at vi slipper for at ansætte medarbejdere og således gradvis får færre medarbejdere og mindre udgifter, siger direktøren.

Skal være bedre og billigere

Og ambitionen er klar.

- Kunderne skal have billigere og bedre produkter, men kunderne skal også have mere for de penge som de betaler i dag, siger Kristian Reinert Davidsen.

Han nævner de nye internetpakker, som et eksempel på at bedre og billigere løsninger giver flere kunder og dermed ikke nødvendigvis koster Tele på bundlinjen.

Læs også Liberalisering af telemarkedet vil være en gevinst