Lars-Emil Johansen: - En skamplet vasket væk

Den grønlandske retsreform, der blev vedtaget i dag i Folketinget, vækker glæde hos Lars-Emil Johansen. Den garvede politiker, har efterhånden fulgt arbejdet med retsvæsensreformen gennem 14 år.
Skrevet af Karsten Sommer
08. april 2008 17:39

- Det som jeg vil betegne som en skamplet i det kriminalhistoriske samarbejde mellem Grønland og Danmark, nemlig de tidsubestemte anbringelser i danske fængsler og anstalter, det kan nu bringes til ophør, siger Lars-Emil Johansen.

- Jeg synes det er en meget vigtig åbning at der nu er skabt midler til at der kan opføres en anstalt i Grønland inden for de næste 4 år, siger han. At Grønland er kommet et skridt nærmere at hjemtage hele retsområdet, mener Lars-Emil Johansen godt man kan tale om.

- Indholdsmæssigt er vi parat nu, men økonomisk må man regne med, at når selvstyreloven er trådt i kraft, så vil det betyde at dette område, vil skulle overtages på Grønlands eget økonomiske ansvar, siger han.

Ifølge Lars-Emil Johansen vil de medførte forbedringer betyde at retsområdet bliver over 30 mio. kroner dyrere at overtage, men han mener at de fysiske rammer for en fremtidig overtagelse er forbedrede.