Landstrænere klar med truppen til turnering i Tjekkiet

Landsholdet i futsal rejser snart til Tjekkiet for at deltage i Generali Cup, og de 16 udvalgte spillere er klar.
Skrevet af Mads Pedersen
10. marts 2017 10:59

Futsallandsholdet bestående af 16 spillere er nu udtaget af landstrænerne Rene Olsen og Tekle Ghebrelul forud for Generali Cup, der skal foregå i Tjekkiet. Der har været flere afbud fra nogle af Grønlands bedste futsalspillere, men det betyder til gengæld, at andre får chancen.

De to IT-79-spillere Kaassannguaq Zeeb og Hans-Karl Berthelsen har begge meldt afbud på grund af deres arbejde, mens Markus Jensen fra N-48, Maasi Maqe fra B-67 og Nathan Møller fra Kâgssagssuk har meldt afbud på grund af skader. 

De fem spilleres fravær er stort tab for landsholdet, til gengæld får andre chancen for at vise, hvad de kan. En af dem, der har fået chancen, er den 20-årige Kâgssagssuk-spiller Phillip Holmene. 

Foto © : KNR
Phillip Holmene blev udnævnt som årets teknikker ved dette års U21 GM.

Og det er en seriøs sportsmand, der nu får chancen på landsholdet. Phillip Holmene har aldrig drukket en eneste dråbe alkohol og har aldrig røget cigaret i sit liv. Det sidste tre år har han knoklet for at udvikle sit spil på banen, mens han har styrketrænet uden for banen.

Bemærkelsesværdigt er det også at den 29-årige B-67-spiller Frederik Funch er ved at være tilbage i god form, efter en slem knæskade har holdt ham væk fra al fodbold i mange måneder. Efter en vellykket genoptræning er han tilbage på banen, og ved GM-kvalifikationsturneringen i sidste måned, viste han gode takter for sit klubhold.

Foto © : KNR
Frederik Funch

Grønland skal møde Danmark

Mandag den 13. marts flyver landsholdet til Danmark, hvor de skal spille to uofficielle træningskampe mod Danmark, før landsholdet flyver videre til Tjekkiet.  De lukkede kampe mod Danmark skal foregå i Gentofte Hallen den 14. og 15. marts. 

Her er landsholdet:
1 Loke Svane - Målmand Nuuk
2 Malik Hermarij - Målmand Nuuk
3 Lars Erik Reimer - Nuuk
4 Philip Holmene - Maniitsoq
5 Frederik Funch - Nuuk
6 John Ludvig Broberg - Nuuk 
7 Ari Hermann - Nuuk 
8 Malik Juhl - Nuuk
9 Anders H Petersen - Nuuk
10 Niklas Thorleifsen - Nuuk
11 Nick Reimer - Ilulissst
12 Lars Peter Broberg - Qeqertarsuaq 
13 Elisæus Aminak - Nuuk
14 Nukannguaq Zeeb - Nuuk
15 Erni Tellesen - Qaqortoq
16 Patrick Frederiksen fra Danmark
17 Tekle Ghebrelul - træner
18 René Olsen - træner

LÆS OGSÅ Futsal-landsholdet skal til international cup