Landslægen: Stop med at sprede falske rygter om vacciner

- Det er intet sandt i de historier, der florerer om, at der har været dødsfald efter vaccinationer, siger landslæge Henrik L. Hansen.
- Vi bruger kun vacciner fra Pfizer og Moderna. Den vaccine, som er mistænkt for at forårsage blodpropper, er slet ikke i Grønland, siger landslægen.  Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
21. april 2021 16:23

Blodpropper og død efter coronavaccine.

Det er rygter, som bliver delt på Facebook – og det er landslæge Henrik L. Hansen nu godt og grundigt træt af. 

- Det er intet sandt i de historier, der florerer om, at der har været dødsfald efter vaccinationer, siger landslæge Henrik L. Hansen til KNR.

- Alt er, som det skal være. Vi bruger kun vacciner fra Pfizer og Moderna. Den vaccine, som er mistænkt for at forårsage blodpropper, er slet ikke i Grønland. 

Vaccinen, som er mistænkt for at stå bag blodpropper, er fra AstraZeneca. 

Landslæge:For få lader sig vaccinere

Den er blevet brugt i Danmark og i mange andre lande, men Danmark har som det første land i Europa besluttet, at netop den vaccine ikke længere skal bruges - i hvert fald ikke foreløbig. 

Om de falske nyheder betyder, at færre lader sig vaccinere, er der ingen, der ved. Men ifølge landslægen er det et reelt problem, at for få i Grønland lægger skulder til et skud fra Pfizer eller Moderna. 

I forrige uge var vaccinekaravanen i Kangerlussuaq, der fungerer som indgangsporten til Grønland. Her blev alle over 16 år tilbudt en vaccine mod Covid-19.

LÆS OGSÅ Bekymret landslæge: Kun halvdelen af Kangerlussuaqs unge sagde ja til vaccine

Og hvis man - ligesom landslægen - gerne ser, at alle bliver vaccineret, ser tallene mildest talt ikke gode ud. Blandt de 50- til 60-årige lagde kun 71 procent arm til vaccinen. 

Værre så det dog ud hos den yngre del af befolkningen. Blandt de 20- til 30-årige var det nemlig kun halvdelen, der blev vaccineret. 

- Det er et alt for lavt tal, hvis vi skal sikre os mod, at der opstår mindre epidemier rundt omkring, sagde Henrik L. Hansen til KNR i sidste uge.

- Det er vigtigt at lade sig vaccinere. For på et eller andet tidspunkt, så er der igen smitte i Grønland. Og hvis man ikke er vaccineret, kan man risikere at blive meget syg og eventuelt dø, siger han.

- Derfor er det vigtigt, at man læser de rigtige informationer. Og dem kan man læse på nun.gl.

Vacciner til Østgrønland

I morgen kan folk i Østgrønland for første gang blive vaccineret mod corona. 

Første stop er Ittoqqortormiit. 

I denne og i forrige uge blev der også vaccineret i Sydgrønlands bygder og i Narsaq, Nanortalik og Arsuk.

I næste uge er det Qeqertarsuaq og Qasigiannguit, der står for skud. 

LÆS OGSÅ Vacciner er på vej til Østgrønland

I Tasiilaq skal der også vaccineres i løbet af april og maj – og hvis der bliver sendt doser nok til Grønland, skal beboere i Qaanaaq også vaccineres ifølge Landslægeembedet. 

Resten af landet vil blive vaccineret i løbet af sommeren – og til august har alle, der ønsker det, fået en vaccine, vurderer landslæge Henrik L. Hansen.