Landslægen skal jonglere med alles sygemeldinger for få smitte-overblik

I et forsøg på at få overblik over smitteudviklingen bliver sygemeldinger fra de selvstyreejede selskaber og private virksomheder nu meldt ind til Landslægeembedet.
- Det gør vi for at finde ud af, hvor stor smitteudviklingen er, siger Hans-Peder Barlach, der er formand for Coronastaben. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
21. januar 2022 17:09

Lige nu er der ikke noget overblik over hvor mange, der er smittet med covid-19 i Grønland. Det skyldes den nye teststrategi, der blev indført i sidste uge.

Nu er det kun dem, der bliver alvorligt syge, der har adgang til PCR-test. Alle andre skal blive hjemme, vente på at blive raske  - og så i øvrigt også raskmelde sig selv. Den strategi er lavet, fordi testcentre og sygehusene er max pressede af de mange smittede.

Dermed er test af alle ikke længere et våben mod corona i Grønland. Og når folk ikke skal i nærheden af PCR-test, sygehuse eller lægeklinikker, er der selvsagt et gevaldigt mørketal af smittede. For når du selv står med vatpinden oppe i næsen derhjemme og fedter med brugsanvisninger på kviktesten på køkkenbordet, så bliver dit positive resultat ikke registreret nogen steder. Derfor har Naalakkersuisut og Landslægeembedet taget alternative midler i brug.

LÆS OGSÅ Selvstyret sender gratis kviktest ud: Kan hentes ved siden af kondomerne

De selvstyreejede selskaber og Grønlands Erhverv skal to gange om ugen melde tilbage til Selvstyret og Landslægeembedet og fortælle, hvor mange corona-sygemeldinger arbejdspladsen har.

Ny teststrategi

Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene: 

Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer. 

Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza. 

Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere. 

I et forsøg på at holde smitten nede lukker restauranter og barer fra klokken 22-05 indtil 25. januar.

Det gør vi for at finde ud af, hvor stor smitteudviklingen er, siger Hans-Peder Barlach, der er formand for Coronastaben.

Sygemeldingerne er et udtryk for, hvor mange der har meldt sig syge. Dermed er de et udtryk for, hvor mange der er smittet med corona.

Ikke vigtigt med præcise smittetal længere

Landslægeembedet er i direkte kontakt med kommunerne, som indberetter, hvor stor smittespredningen er hos dem.

Hvor præcist et billede giver det?

Det er ikke et særligt præcist billede, siger landslæge Henrik L. Hansen, der selv lige har været sygemeldt med corona.

Det vigtigste er, at vi har overblik over den generelle tendens i landet. Vi er ikke længere interesserede i en detailoversigt.

Hans-Peder Barlach supplerer:

Det giver et overblik over, hvor smittespredningen er henne i landet. Det kan jo ikke sammenlignes én til én. Hvis der er 150 sygemeldinger én dag og 200 den næste dag, så giver det et billede af en udvikling i smitten. Eller om smitten stagnerer, eller om den bliver mindre. Det er ikke afgørende med det nøjagtige tal. Men det er vigtigt, at vi har overblik over den generelle tendens.

Hvordan kan det være tilfredsstillende i forhold til at få et overblik?

Det kan det, fordi vi kan se det, hvis smitten er i udvikling. Vores primære mål er at opretholde de kritiske funktioner i samfundet – for eksempel sundhedsvæsenet.

Mere end halvdelen er smittede på PCR-test

Dagens smittetal er 148 nye coronasmittede. De er fundet på 251 PCR-test.

Det vil sige, at mere end halvdelen – det er knap 59 procent af de testede – er positive.

LÆS OGSÅ Testcentrene og sygehusene er nu så pressede, at Grønland stopper med at PCR-teste alle

I januar toppede epidemien med det hidtil højest antal smittede her i landet: Knap 3.000 var smittet med covid-19 den 10 januar. 

Senere samme dag blev den nye testrategi indført, fordi der er ”udbredt og vedvarende smittespredning med stigende pres på sundhedsvæsenet” ifølge Naalakkersuisut.

Ifølge landslæge Henrik L. Hansen topper epidemien om få uger.