Landslægen inden genåbning: Vi er langt bedre forberedt denne gang

En genåbning af landegrænserne vil øge risikoen for ny coronasmitte i Grønland, men sundhedsvæsnet er nu langt bedre rustet til opgaven, lyder det fra landslægen.
- Der var utroligt meget, vi ikke vidste før, hvor vi famlede os frem i blinde, siger landslæge Henrik Hansen om den første tid med coronavirus i Grønland. Foto © : KNR
19. maj 2020 05:00

Efter godt to måneder med lukkede grænser tegner meget nu til, at det snart kan blive muligt at rejse ind i Grønland uden at skulle have særlig tilladelse.

I sidste uge annoncerede Naalakkersuisut en strategi for, hvordan en genåbning skal foregå. I første omgang planlægger man at tillade maks 600 indrejsende per uge. 

Ifølge landslæge Henrik Hansen er der sket meget i sundhedsvæsenet, siden coronavirus først kom til Grønland i marts.

- Vi er langt bedre forberedt, end vi var for to måneder siden. Både med hensyn til smitteopsporing og til at behandle syge i sundhedsvæsenet. 

- Der var utroligt meget, vi ikke vidste før, hvor vi famlede os frem i blinde. Så vi er usammenligneligt bedre rustet, siger Henrik Hansen til KNR.

En øget risiko for smitte

Genåbningen skal være med til at kickstarte dele af økonomien, hvor særligt områderne inden for turisme har været hårdt ramt af nedlukning.

Men udover at medbringe hårdt trængte penge, så vil der også være en risiko for, at rejsende tager coronavirus med sig ind i landet.

LÆS OGSÅ Selvstyret og Air Greenland har diskuteret refusion af billige billetter

Der vil være krav om, at rejsende skal testes for virus inden - og efter, at de er kommet til Grønland. På den måde nedsætter man risikoen for smittespredning betydeligt. Der er dog ikke en garanti for at smitte kan undgås, lyder det fra landslægen. 

- Jo flere der kommer ind, jo mere øger man risikoen. Vi ved, at der kan gå op til 14 dage, fra man bliver udsat for smitte, til man bliver syg, og dem kan vi simpelthen ikke fange. Selv med tests, siger Henrik Hansen. 

En genåbning afhænger af smittespredningen i Danmark, og her har det længe set godt ud. Den seneste tids tal fra Statens Serum Institut har vist, at andelen af smittede er under én procent.  

Det vækker glæde blandt de grønlandske sundhedsmyndigheder, men man er opmærksom på, at en storstilet genåbning af det danske samfund er begyndt.

Landslægen påpeger, at det kan ændre situationen i forhold til smitte på kort tid her i landet.  

Åbning er nødvendig 

Selvom en åbning af landegrænserne vil øge risikoen for nye smittetilfælde i Grønland, er det en chance, som politikerne har følt sig nødsaget til at tage. 

Flere virksomheder taber penge på grund af de lukkede grænser, og store selskaber som Air Greenland har allerede meldt ud, at coronakrisen vil føre til fyringer.

LÆS OGSÅ Coronakrise: Naalakkersuisut har lempet økonomien for mineselskaber

Det er op til politikerne at beslutte, hvor stor en risiko, de er villige til at tage. Men landslægen har forståelse for, at man nu arbejder hen imod en genåbning.

- Vi kan selvfølgelig godt se, at det har vidtgående konsekvenser, hvis Grønland bliver ved med at være lukket, så et eller andet skal der jo ske. Rent sundhedsfagligt er der jo ikke nogen risiko lige nu, men sådan kan det ikke fortsætte, siger Henrik Hansen.