Landslægen bekræfter smitte i Sisimiut - igen

Sygehuset i Sisimiut har lukket dørene. Hvis du skal på skadestuen, skal du ringe i forvejen.
Der har tidligere været smitte i Sisimiut i denne sommer - og nu er coronaen altså tilbage i landets næststørste ny igen. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
03. august 2021 16:07

Der er corona igen i Sisimiut.

Det bekræfter landslæge Henrik L. Hansen overfor KNR.

Hvor mange, der er smittede, ved han ikke endnu. Han oplyser, at Landslægeembedet er ved at undersøge sagen netop nu og vil sende en officiel meddelelse ud senere i dag.

Der har tidligere været smitte i Sisimiut i denne sommer - og nu er coronaen altså tilbage i landets næststørste by igen.

Regionssygehuset har lukket dørene, meddeler det på Facebook.

 

 

- På grund af covid-19 smitte i Sisimiut, er dørene til sygehuset nu blevet låst. Det er heller ikke muligt at besøge indlagte patienter, melder Regionssygehuset i Sisimiut.

Hvis du skal tilses på skadestuen, skal du ringe til sygehusets telefon på 86 42 11 og lave aftale med personalet.

Tidligere i dag blev det meldt ud, at der er otte nye smittede siden i går - det betød, at antallet af smittede nåede 46. Men med den eller de nye smittede i Sisimiut, stiger tallet altså.

Smittede fordelt på kommuner

Avannaata Kommunia: 19

Kommune Qeqertalik: 20

Qeqqata Kommunia: ?

Kommuneqarfik Sermersooq: 7

Kommune Kujalleq: 0

Lige nu har Grønland det højeste antal smittede, siden coronaen kom til landet i marts sidste år. 

Flere gange har der været nul smittede – det tal ramte vi også 1. juli – men siden har kurven bare lavet et gevaldigt peak opad. Det startede i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq, hvor alle desmittede var rejst ind i landet med det samme fly fra København tirsdag 6. juli. 

Det har ført til, at der har været stramme restriktioner på max 20 personer på et sted og mundbind på alle offentlige steder. 

De regler blev ophævet i det meste af landet natten til i lørdags - til gengæld skal man være færdigvaccineret eller kunne vise en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel, for at gå på restaurant, bar, til sportsarrangementer, i svømmehaller, biografer, bibioteker og så videre. 

Det er ikke et krav at vise en negativ test eller at være færdigvaccineret, hvis man vil ind i en butik eller i skole.

Reglerne fortsætter dog i Aasiaat, Upernavik og bygderne omkring Upernavik på grund af fri smittespredning lige nu. 

Der er også indført skrappe regler for offentlig transport i smitteområderne i nordkommunen: Hvis man skal med bus, fly eller anden offentlig transport, når man rejser ud af Upernavik, Aasiaat og bygderne omkring Upernavik, er det et krav, at man er færdigvaccineret eller kan vise en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel.