Landslæge: Vores regler holder stadig coronasmitte ude trods stigning i DK

Sandsynligheden for, at der slipper en igennem og bringer coronavirus til Grønland, er større, når smitten stiger i Danmark, vurderer landslægen.
Landslægen følger udviklingen i Danmark tæt, siger han. Arkivfoto. Foto © : KNR
09. september 2020 07:15

I går fik 243 personer, der er blevet testet for coronavirus i Danmark, at vide, at de var smittede.

Det er det højeste antal, der har været, siden slutningen af april. Og det kan få konsekvenser i Grønland, fortæller landslæge Henrik L. Hansen.

- Lige nu er det sådan, at sandsynligheden for import af smitte er stigende, efterhånden som der er flere og flere i Danmark, som er smittede. Så stiger den statistiske sandsynlighed for, at der er nogen, der slipper igennem alligevel, siger landslægen.

- Forekomsten er dog stadig ret lav i Danmark, men vi følger meget tæt, hvordan det udvikler sig, tilføjer han.

Smittestigningen i Danmark kan dog også hænge sammen med, at der bliver testet langt flere, end der gjorde i foråret.

Landslægen vurderer: Det er gået godt her

Det er omkring to måneder siden, at naalakkersuisut slap sit tag i reglerne for indrejse og åbnede helt op for landet. 

Og det er gået godt. Faktisk er det ifølge landslægen gået rigtig godt, da der ikke er nogle, der har bragt coronavirus ind i landet gennem flytrafikken siden. 

Før rejsende får lov til at sætte sig ind i flyvemaskinen til Grønland, skal de fremvise en negativ coronatest, der max må være fem dage gammel. De skal heller ikke længere i hjemmekarantæne, når de ankommer, som de skulle før.

Men hvis det bliver nødvendigt, kan myndighederne rulle restriktionerne ud igen, påpeger landslægen. Men det ligger dog ikke lige for, vurderer han.

- Lige nu ligger der ingen planer for at ændre på indrejseforholdene til Grønland, siger Henrik L. Hansen til KNR.

LÆS OGSÅ Landslæge: Vi skal undgå at lukke landet ned igen

Spørgsmål: Hvad skal der til, før I anbefaler, at man indfører nye restriktioner for indrejse?

- Det skal være en situation, hvor der er så meget smittespredning i Danmark, at vi kan begynde at regne ud, at der "med stor sandsynlighed" vil komme smittede hertil, svarer landslægen.

Henrik L. Hansen kan dog ikke komme nærmere ind på, hvad "med stor sandsynlighed" er. Det kommer nemlig an på, om smitten i Danmark er lokalt forankret, eller om det er et generelt billede.

Ifølge landslægen kommer de, der rejser ind i Grønland, fra forskellige dele af Danmark og ikke særligt ét sted.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Men hvis der bliver behov for det, har myndighederne forskellige forslag, som naalakkersuisut igen kan tage i brug, påpeger landslægen. 

- Man vil direkte kunne lave indrejserestriktioner, det vil sige at sætte begrænsninger på, hvem der kan rejse ind og hvor mange. 

- Man kan også gøre det, at man netop skærper kontrollen omkring indrejse ved for eksempel at genindføre karantæneforhold, siger Henrik L. Hansen. 

Det er dog ikke landslægen, der beslutter, hvilke tiltag, der skal sættes i gang. Han står - sammen med resten af Landslægeembedet - for at anbefale og vurdere ud fra en sundhedsfagligt perspektiv.