Landslæge: Vi kan stoppe udbruddet i Qasigiannguit, men ikke i Upernavik

Smittetallet er steget hastigt i Qasigiannguit. Vi var slet ikke klar over, at det var så omfattende, siger landslægen.
Foto © : KNR / Malik Brøns
02. december 2021 17:32

For første gang siden mandag er der kommet en opdatering på smittetallene her i landet. 

De nye tal viser, at der er fundet 87 nye smittede med covid-19, og de er fordelt over fire kommuner. Ét område stikker dog ud: 53 af dem er blevet testet positive i Qasigiannguit, og en stor del af dem går i skole.

- Det er vores seneste udfordring, der er kommet der, siger landslægen og tilføjer:

De nyeste smittetal: Der er fundet en ny smittet i Upernavik, 3 i Ilulissat, 53 i Qasigiannguit, en i Maniitsoq og 29 i Nuuk.

- Vi var slet ikke klar over, at det var så omfattende. Nu er vi i fuld gang her i dag med at iværksætte et team, der kan tage derop og gennemføre tests.

- Til forskel fra Upernavik vurderer vi dog, at vi stadig kan nå at stoppe udbruddet i Qasigiannguit.

Udbrud kom bag på landslægen

De mange nye smittede kom bag på landslægen, fortæller han. Det gjorde det faktisk også, da smitten eksploderede i Upernavik i sidste uge.

- Der kom vi ind på et tidspunkt, hvor det havde udviklet sig rigtig meget. Lige nu er der rimelig meget ro på i Upernavik, og der er ingen meldinger om alvorligt syge. Vi følger det meget tæt, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Skoleleder i Qasigiannguit: Vi har aldrig stået i sådan en situation før

I Upernavik er det også blandt børnene, at smitten er værst.

- Vi har nu så meget smitte i Upernavik, at vi tror, at mindst halvdelen af befolkningen allerede har været smittet, siger landslægen. 

Derfor har myndighederne vurderet, at det ikke giver mening at forsøge at teste løs og inddæmme smitten. I stedet er der fokus på, at alle kan få den hjælp, de har brug for. 

Travlt på grund af strømsvigt

Nuuk, hvor Landslægeembedet har hovedkvarter, har været udfordret af massive strømsvigt siden mandag aften.

Det har påvirket alle borgere og landslægen er heller ikke undtaget.

- Det har da været lidt af en udfordring, at vi i lange perioder ikke har haft internet eller alt det andet, vi skal bruge. Specielt da telefonerne også svigtede, siger han.

- I en periode har vi faktisk rykket kontoret ned på Dronning Ingrids Hospital. De har et udmærket nødstrømsanlæg og havde både telefon- og internetforbindelse.

LÆS OGSÅ Dagens coronatal: 87 nye smittede siden mandag

Strømsvigtet har udfordret sundhedsmyndighedernes arbejde med at teste og lave smitteopsporing. I nogle perioder har dét arbejde stået helt stille.

Og fordi Henrik L. Hansen har haft andre opgaver, er coronatallene ikke blevet opdateres på hjemmesiden løbende, som de ellers plejer, fortæller han.