Ny overenskomst på plads: Lærerne får lønstigning og styrket efteruddannelse
Efter næsten et års fastlåste overenskomstforhandlinger kunne lærernes fagforening, Imak, i går ånde lettet op, da parterne underskrev et endeligt forhandlingsresultat.
Næste skridt bliver at præsentere resultatet for medlemmerne, hvorefter aftalen sendes til urafstemning.
Aftalen indebærer blandt andet en gennemsnitlig stigning i lærernes grundløn på omkring 13 procent. Derudover vil Imak oprette en socialfond, og parterne har aftalt at styrke indsatsen inden for kurser og efteruddannelse.
Den nye overenskomst løber over fire år og gælder fra 1. april 2025 til 31. marts 2029.
Håber på styrket efteruddannelse
Bestyrelsesforkvinde for Imak, Elna Thomsen Heilmann, siger til KNR, at hun håber, at den nye aftale vil bidrage til 'en reel genopstart af efteruddannelsesindsatsen, og at både kommunerne og Selvstyret prioriterer dette seriøst og afsætter klare midler til formålet.'
Forkvinden erkender, at der kunne være opnået en bedre aftale set i lyset af de nuværende leveomkostninger og lærernes udfordrende arbejdsvilkår.
Det havde bestyrelsen ønsket, fortæller hun.
- Men ud fra den nuværende situation i landet og vores økonomiske rammer mener vi, at vi må være tilfredse med det resultat, vi har opnået, siger Elna Thomsen Heilmann.
Forhandlingsresultatet indeholder også en række øvrige forbedringer, som vil blive gennemgået på de kommende medlemsmøder, skriver fagforeningen på Facebook.
Tidssvarende vilkår er afgørende
- Det er meget vigtigt fortsat at arbejde for tidssvarende løn- og ansættelsesvilkår for vores medlemmer og øvrige ansatte, der er omfattet af Imak's overenskomst. Hvis uddannelsesniveauet i vores land og lærergerningen skal være attraktivt, må man vedholdende kæmpe for ordentlige og rimelige vilkår, lyder det fra Elna Thomsen Heilmann.
Imak forventer inden for kort tid at kunne offentliggøre nærmere oplysninger om både præsentationen af resultatet og den forestående urafstemning.
Medlemmerne skal stemme om aftalen
Ønsket om undervisning af høj kvalitet kræver investeringer i lærernes kompetencer.
De skal løftes og løbende opkvalificeres gennem relevant efteruddannelse inden for de fag, de underviser i, siger Imak's bestyrelsesforkvinde, Elna Thomsen Heilmann.
Fagforeningen er ved at forberede materialet til bestyrelsen, som skal præsenteres for deres medlemmer, også ude på kysten, skriver de.
- Derefter sender vi det til afstemning, og når resultatet foreligger, overdrages det til modparten.
Fagforeningen oplyser samtidig, at det endnu ikke har været muligt at komme i kontakt med flere af de tillidsrepræsentanter, der er ansat under Kommuneqarfik Sermersooq, fordi deres netværk fortsat er nede.
Når der foreligger alternative kontaktoplysninger, vil de pågældende tillidsrepræsentanter blive kontaktet, skriver Imak på Facebook.