Lærere om genåbning af folkeskoler udenfor Nuuk: Det er betænksomt

Naalakkersuisut genåbner gradvist folkeskoler udenfor Nuuk efter påske. Formand for lærerforening er enig i beslutningen.
- Jeg syntes, det er betænksomt at Kielsen og landslægen anbefaler, at hver kommune skal have ordning for sig selv, siger Birthe Møller Therkildsen, formand for lærerforeningen IMAK. Foto © : IMAK
07. april 2020 17:29

Det skal snart være slut med hjemmeundervisning for folkeskoleelever udenfor Nuuk. 

Det meddelte formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen i dag, hvor han løftede sløret for en meget forsigtig og delvis genåbning af landet udenfor hovedstaden.

Formanden for lærerforeningen Imak er tilfreds ved udsigten til en langsom genåbning. 

Det er betænksomt

- Jeg syntes det er betænksomt, at Kielsen og landslægen anbefaler, at hver kommune skal have en ordning for sig selv, siger Birthe Møller Therkildsen, formand for lærerforeningen IMAK.

Undervisning på folkeskolerne opstarter gradvist udenfor Nuuk 14.april. Grunden til det er - ifølge landslæge Henrik L. Hansen - at undgå at alle skoleelever skal samlet på et sted. 

- Skolelederne skal bruge lidt tid på at tænke sig om, så færrest mulige samler sig. Nogle elever skal undervises om formiddagen, andre om eftermiddagen. Men det skal dem, der er tættest på, planlægge. Vi laver ingen detailplaner for dét, siger landslægen. 

LÆS OGSÅ Overblik: Forbud i Nuuk fortsætter - men skoler på kysten åbner gradvist

Naalakkersuisut anbefaler derfor, at der skal være god plads omkring eleverne, så de ikke sidder og står for tæt. Det skal ske ved at udnytte skolens arealer, og det er også en mulighed, at nogle elever skal undervises om formiddagen og andre om eftermiddagen. 

18. marts meddelte Kim Kielsen at folkeskoler, uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner skulle lukkes midlertidigt på grund af frygt for coronavirus. 

Fjernundervisning under lukning

Det betød, at lærerne blev nødt til at fjernundervise folkeskoleeleverne.

Og det er gået godt, mener formanden for IMAK.

- Ordningen for fjernundervisning har været succesfuld. Derfor fortjener lærerne og forældrene stor ros fra os, siger Birthe Møller Therkildsen.

Det er en politisk beslutning, at skoler og daginstitutioner i Nuuk fortsat holdes lukket indtil videre. Fjernundervisningen vil fortsætte på samme niveau i hovedstaden, hvor nedlukningen fortsætter til 30. april. 

I alt har der været 11 coronasmittede i Grønland. De bor alle i Nuuk - og de 10 er meldt raske igen.