Qulaarpaa Lærere har svært ved omsorgssvigtede børn

Det er meget forståeligt, at lærere er frustrerede, siger evalueringen af folkeskolen. Der er mange omsorgssvigtede børn og få ressourcer.
25. marts 2015 15:14

Lærerne i folkeskolen har en stor opgave og meget tyder på, at de ikke er klædt godt nok på til at klare den.

Jobbet som skolelærer handler om mere end bare undervisning. Børn møder op i skolen uden at have spist eller sovet nok. De bliver ikke bakket op i skolearbejdet af deres forældre og nogle er påvirket af forældrenes misbrug eller traumatiseret på grund af overgreb.

Føler sig alene

For læreren betyder det, at nogle af de børn, der sidder i klasseværelserne, er urolige og har svært ved at fokusere på undervisningen, og mange lærere føler sig alene med problemet, og ved ikke hvad de skal gøre. Det fremgår af evalueringen af folkeskolen.

Her peger både lærere og PPR-medarbejdere på, at lærerne har for lidt viden med sig fra læreruddannelsen, hvad angår børn med særlige behov.

Kræver meget arbejde

Mange af skolelærerne fortæller i evalueringen af folkeskolen, at en stor del af deres arbejde går med, at tage sig af urolige børn, ligesom det også fremgår, at det er åbenbart, at grønlandske børn i vid udstrækning er udsat for omsorgssvigt og overgreb, og lige så åbenbart at det kræver noget ekstra af skolen.

Til gengæld er der er ikke de økonomiske ressourcer til at give børnene den relevante støtte, hvilket betyder, at mange lærere føler sig alene med problemerne.  

- Derfor er det også meget forståeligt, at mange ledere og lærere er dybt frustrerede over, at det kan være vanskeligt overhovedet at få en fornuftig undervisning stablet på benene, fordi der er så mange sociale problemer at overkomme først, konkluderer evalueringen.

       Læs også  Qulaarpaa Evaluering finder mange fejl ved folkeskolen

Læs også Qulaarpaa Folkeskolen har ikke fokus på individet