Læger og sygeplejersker om færre behandlingstilbud: Intet kan spares væk

Der bliver færre behandlingstilbud i sundhedsvæsenet næste år - i hvert fald ifølge det finanslovsforslag som naalakkersuisut præsenterede fredag.
Hvad det helt præcist er for behandlingstilbud, som er i fare for at blive sparet væk, ønsker naalakkersuisoq for finanser ikke at komme ind på. Arkivfoto Foto © : Simon Uldum
12. august 2019 06:32

På længere sigt bliver det nødvendigt at fravælge visse behandlingstilbud i sundhedsvæsenet.

Sådan lyder det i finanslovsforslaget for næste år, som naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ), præsenterede fredag.

Hvad det helt præcist er for behandlingstilbud, som er i fare for at blive sparet væk, ønskede han dog ikke at konkretisere på pressemødet fredag eftermiddag.

Lige nu er vi ved at undersøge de udgifter, der hører til sundhedsvæsenet. Kvaliteten og servicen skal hænge sammen med de penge, der bliver brugt. Derfor skal vi i efteråret lave en udredning - og så må vi se, om der kommer ændringer, sagde han.

Og den melding glæder hverken sygeplejersker eller læger i Grønland. 

Intet kan spares væk

- Det må ikke gå ud over patienterne, og det må heller ikke gå ud over os, siger Ken Jensen, der er formand i Grønlands Sygeplejerskeorganisation.

- Hvilke fravalg synes du, der kan være oplagte? Hvad kan spares væk?

- Jeg tænker, at der ikke rigtigt er noget, der er oplagt at spare væk. Derimod synes jeg, det er vigtigt, at der bliver nedsat en sundhedskomission, hvor alle relevante parter deltager, siger Ken Jensen.

Derimod er der et pres på sundhedsvæsenet, som er til at mærke, mener han:

- Arbejdspresset er steget markant. Der er mindre tid til at løse opgaverne, og en af grundene er, at der er problemer med at fastholde personale. Sygeplejersker er typisk i en stilling i en kortere periode. Og det skal løses, før vi kan løse problemerne i sundhedsvæsenet, siger Ken Jensen.

Udstyr til undersøgelser

Samme toner lyder fra Hans Christian Florian Sørensen, der er formand for Grønlands Lægeforening.

Heller ikke han kan pege på noget som helst, som kan spares væk. Tværtimod. 

- Vi vil altid gøre det bedst mulige for vores patienter og have flest mulige behandlingstilbud til dem, siger han.

- Og herude på kysten er der ganske rigeligt at lave. Der er nogle ting, som vi godt kunne ønske os - for eksempel udstyr og ting til undersøgelser, som man kunne investere i. Men det er klart, at når pengene ikke er der, så er det jo vanskeligt.