Kystradiostationen Aasiaat Radio er oppe igen
Opdateret klokken 10.55.
Tusass meddeler, at Aasiaat Radio nu er oppe at køre igen. I en pressemeddelelse oplyser de, at det ødelagte netværksudstyr er blevet skiftet ud, og at forbindelserne er genoprettet.
Tidligere skrev vi:
Forsøger man at finde kystradiostationen Aasiaat Radio, bliver man mødt af skratten. Kanalen er nemlig i øjeblikket ude af drift. Ifølge Tusass’ hjemmeside fremgår det at:
- Aasiaat Radio har mistet kontakten til al kommunikation til alle deres radioer. Undersøgelsen er igangsat.
Aasiaat Radio varetager den maritime nød- og sikkerhedskommunikation i grønlandske farvande.
Nu har problemerne spredt sig til også at gælde internet, mobil, TV og FM-radio. De er dog ikke ude af drift, men visse områder kan opleve tekniske problemer.
I et skriftligt svar til KNR oplyser Tusass, at problemet skyldes en defekt router i Aasiaat. Det har medført, at Aasiaat Radio har været uden forbindelse langs kysten. Problemet er ved at blive løst, og Tusass forventer, at forbindelsen er oppe at køre igen i løbet af formiddagen.
Derudover meddeler de, at problemet har været omfattende, hvor ikke blot Aasiaat Radio, men også andre forbindelser i området omkring Aasiaat har været ramt af enten nedbrud eller nedsat forbindelse.
KNR følger udviklingen, og du kan også følge med på Tusass hjemmeside her.