Kvoter for sildepisker og grønlandshvaler på plads

En gruppe bestående af KNAPK, KANUKOKA og Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har nu fordelt kvoten for grønlandshvaler og sildepiskere for 2016.
29. februar 2016 06:20

Kvoten som er blevet godkendt af den politisk ansvarlige for området, naalakkersuisoq Karl-Kristian Kruse fra Siumut viser, at den totale kvote for sildepiskere langs vestkysten er på 179 dyr. 15 af sildepiskerne er dog overført fra kvoten fra 2015, som ikke blev fanget helt op.

Kvoten på de 179 dyr fordeles med 134 dyr til fartøjer forsynet med en harpunkanon og 45 dyr til fællesfangst.

Den totale kvote for Østgrønland er på 15 dyr, hvoraf de tre er overført fra sidste år. De er alle til fællesfangst.

Kvoten for grønlandshval i Vestgrønland er sat til 4 dyr, hvoraf de to er overført fra sidste år.

For at sikre at fangsten udøves på forsvarlig vis, vil der som i de tidligere år blive stillet krav, der kræver tæt samarbejde mellem Selvstyre, kommune og fangerne, skriver departementet for fangst og fiskeri blandt andet på sin hjemmeside.