Kvoter og jagtperioder til betalingsjagt fastlagt

Naalakkersuisoq for Fangst, Karl Kristian Kruse, har fastlagt kvoter og jagtperioder for de såkaldte "trofæjagter" for perioden 2015 frem til vinteren 2018.
Skrevet af Karsten Sommer
08. maj 2015 05:56

Den samlede årlige betalingsjagtkvote på rensdyr i Vestgrønland er på 580, mens den for moskusokser i Vestgrønland lyder på 680 samt 30 i Østgrønland.
 
I fastlæggelsen af jagtperioderne er det lagt vægt på at give trofæjagt arrangørerne lange jagtperioder - dog naturligvis med hensyntagen til den biologiske rådgivning.
 
I områder med specielt stor aktivitet, har det været nødvendigt at tilpasse jagtperioden, således at konflikter mellem erhvervs-, fritids- og trofæjagt undgås, skriver Karl Kristian Kruse.

 

Ønsker uforstyrret jagt
Mange trofæjagt-kunder sætter pris på, at de kan jagte uforstyrret af andre jægere. Derfor er det vigtigt, at kunne tilbyde jagter på tidspunkter, hvor de ikke risikerer at møde alt for mange andre jægere.
 
I alle jagtområder vil erhvervs- og fritidsjagt dog helt eller delvist være sammenfaldende med betalingsjagten. Det vil således være op til trofæjagt-arrangørerne at holde sig orienteret om hvornår erhvervs- og fritidsjagten finder sted og tilrettelægge sine jagter efter dette, lyder det fra Naalakkersuisoq for Fangst, Karl Kristian Kruse.