Kvartfinale bedste resultat ved EM i taekwondo

Det blev ikke til nogen medaljer til Grønland ved dette års europamesterskaber i taekwondo, men det var tæt på.
Pilunnguaq Filemonsen, Villads Mølgaard og Angutinnguaq Tittussen. Foto © : Privat
20. april 2016 11:33

Europamesterskaberne sluttede søndag i den græske by Thessaloniki. Her gjorde de to grønlandske taekwondo-kæmpere en god figur, skriver Angutinnguaq Tittussen fra Grønlands Taekwon-do Forbund i en pressemeddelelse.

Pilunnguaq Filemonsen, der stillede op teknikdisciplinen tul, 1. Dan, tabte i sin første kamp til en ukrainsk modstander med 3-2, og i frikamp tabte hun til en stærkere og mere erfaren walesisk modstander.

Villads Mølgaard stillede op i tul, 2. Dan, men tabte til en hollænder i kvartfinalen. Han var meget tæt på at vinde en medalje, da kampen var meget jævnbyrdig, men hollænderen var altså bedre.

I frikamp mødte han en græker på hjemmebane, der både var hurtigere og mere erfaren. Han kæmpede godt, men grækeren vandt til sidst på point.

- Alt i alt, så klarede de grønlandske kæmpere sig fint ved europamesterskaberne. Det var Villads Mølgaards første deltagelse ved et internationalt stævne, og han var meget tæt på at hive en medalje med hjem, fortæller Angutinnguaq Tittussen.

Han oplyser videre, at andre taekwondo-talenter fra Grønland måtte melde afbud på grund af skole og skader.

Læs også Uummannaq og Nuuk repræsenteret ved EM i taekwondo