Kuupik vil i direkte dialog med præsidenter
- Vi bevæger os som en nation, der går mod statsdannelse, Og så kan det jo være, det bliver en republik, eller at vi ligesom Commonwealth har et royalt overhoved til fælles med Danmark. Det helt primære ligger i, at landets egen befolkning har den fulde suverænitet over landet, siger formanden for Naalakkersuisut Kuupik V. Kleist i et interview med Politiken.
Og netop grønlændernes selvstændighed og på sin vis også frigørelsen fra Danmark fylder meget hos Kuupik Kleist, som også har en opfordring til Danmark.
- Aktuelt er vi dybt involveret i internationale relationer, men vi kan ikke have direkte kontakt med eksempelvis regeringsledere, fordi vi ikke anses som stat.
- Hvis jeg var dansk statsminister ville jeg inddrage færøske og grønlandske toppolitikere i så høj grad, som det overhovedet er muligt, og så se lidt fleksibelt på formelle konventioner om, hvem der er hvad, i det her spil, siger Kuupik Kleist til Politiken.