Kuupik: Redegørelse giver intet entydigt svar

Var tidligere landsstyremedlem Finn Karlsen vidende om Royal Greenlands økonomiske situation? Det er der ikke noget entydigt svar på ifølge formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist.
Skrevet af Jette Andersen
07. juni 2010 15:53

Samtidig fastholder han, at hele det tidligere Landsstyre på det tidspunkt var vidende om Royal Greenlands økonomiske kaos.

En undersøgelse af redningsaktionen af Royal Greenland konkluderer, at forhenværende landsstyremedlem Finn Karlsen fra Atassut godt vidste, at Royal Greenland var i store økonomiske vanskeligheder, selvom han har påstået, at han intet kendte til det.

- Der ligger jo ikke i forløbsbeskrivelsen en entydig ansvarsplacering. Tværtimod har der været behov for at få fremstillet en konkret forløbsbeskrivelse, frem for de påstande, der har været fremsat på talerstolen, siger Kuupik Kleist.

Foreløbig får sagen ingen konsekvenser. Finn Karlsen har i pressen udtalt, at han vil komme med dokumentation for, hvad han mener er den rigtige historie.

- Og det er han selvfølgelig meget velkommen til, siger Kuupik Kleist.

Sagen begyndte den 24. november 2008, da det daværende landsstyre blev orienteret om den økonomiske krise i de 5 største helt eller delvist hjemmestyreejede selskaber.

En arbejdsgruppe, der skulle undersøge redningsaktionen, blev nedsat. Arbejdsgruppens redegørele blev forleden afleveret til Naalakkersuisut.

Med til historien hører, at tidligere landsstyreformand Hans Enoksen udskrev valg under det her forløb. I den periode kunne hans forretningslandsstyre derfor ikke aflevere nogen redegørelser.