Kunst skal skabe nyt fokus på Grønland

Kunstner Naja Rosing-Asvid har hele maj arbejdet med fuld adgang fra offentligheden på kunstmuseet AROS i Aarhus. Kunsten er med til at skabe nye fortællinger om Grønland i udlandet, mener hun og ekspert på Aros.
23. maj 2017 05:55

Med store vinduer ud til en af Aarhus’ mest travle veje har publikum hele maj kunne træde ind i kunstner Naja Rosing-Asvids værksted. 

Det sker på Aros Public, som kunstmuseet AROS åbnede sidste år. Og det har været en hel ny arbejdsform for Naja Rosing-Asvid.

- Jeg har aldrig prøvet at stå og arbejde med noget, hvor folk kunne kigge på. Men jeg vidste jo godt på forhånd, at det var på de vilkår. Så jeg har med vilje valgt et projekt, som jeg har kunne arbejde med uden at skulle koncentrere mig al for meget. Altså hvor det ikke skal være al for perfektionistisk.


Arbejdsformen har skabt dialog

Naja Rosing-Asvid er bl.a. kendt for at bruge materialer fra naturen i sin kunst. Og denne gang har hun sat fokus på affald i naturen, både til lands og til vands.

Til formålet har hun bragt plastaffald med sig fra Nuuks gader, mens andet er fundet i Aarhus, bl.a. på vejen til og fra arbejdet på AROS.  

- Noget af det har jeg vasket og hænger til tørre på tørresnor. Det ser sådan lidt spøjst ud, når man går forbi. Så folk bliver lidt nysgerrige og kommer ind for at se, hvad søren det er, jeg har gang i.

Plastikken indgår i værkerne, hvor det ene illustrerer plastaffald i havet - set nede fra dybet. Og det har givet anledning til dialog med publikum.

- Vi taler selvfølgelig om forurening. Og jeg kan mærke på folk, at der er en konflikt inden i dem. De siger: ‘Det er jo et meget alvorligt emne’ og ‘uh, det er også for dårligt’ og ‘hvor er det godt, at du tager det op!’. Og samtidig står de og siger: ‘Hvor er det smukt’.


Uvidenhed tiltrækker publikum

Hele tanken bag invitationen, er drevet af netop uvidenhed om den grønlandske kunstverden, erkender Mai Ørskov, programplanlægger hos Aros Public.

- Nogen gange bliver man præsenteret for noget, man bare ikke ved særligt meget om og tænker: ‘Okay, hvis jeg ikke ved ret meget om det, så er der sikkert mange andre, der heller ikke ved særlig meget om det’. Og som kan have en hel naturlig interesse i det, fordi det er spændende.

Museets har ikke tal på, hvor mange besøgende, der har været forbi det åbne værksted. Men Naja Rosing-Asvid skyder selv på mellem 10 til 30 personer om dagen.

Til store glæde. For kunsten kan være med til at skabe nye fortællinger om Grønland, oplever Naja Rosing-Asvig.

- Jeg tror, at kunsten kan være en god øjenåbner for mange i Danmark. Vi vil jo gerne ud af alle de grimme historier, der kører rundt (om Grønland, red.). Vi vil gerne have nogle nye historier om Grønland. Og der er kunsten og musikken jo nogle virkelig gode historier, og som mang e kan få en hel masse ud af.

I weekenden var AROS desuden vært for et seminar om kunst, film og litteratur fra Grønland i samarbejde med Det Grønlandske Hus’ projekt “Nukiga”.