Kun 57 elever kom i skole efter coronasmitte i Uummannaq

Kun 57 ud af 198 elever kom i skole i dagene efter det første udbrud af corona i Uummannaq.
Skolen i Uummannaq. Foto © : Tim Arnoldi
Skrevet af Hansigne Broberg
21. januar 2021 12:00

Mange borgere i Uummannaq har været bekymrede, siden en person for første gang blev testet positiv for Covid-19 i byen i sidste uge.

Det resulterede i, at mange forældre valgte at holde deres børn hjemme fra skole. Faktisk mødte kun 57 ud af 198 elever op i dagene efter udmeldingen.

LÆS OGSÅ Mindst 10 personer er i karantæne efter coronasmitte i Uummannaq

Det er forståeligt at man har bekymringer, men forældrene opfordres til at sende deres børn i skole igen, lyder det fra skoleinspektøren i Atuarfik Edvard Kruse:

Sagen kort: 

En sundhedsmedarbejder blev torsdag i sidste uge konstateret smittet med covid-19.

Den smittede var ankommet fra Danmark og blev testet syv dage efter ankomt til Uummannaq. 

Testen var positiv, og det var første gang, at der blev konstateret corona i Uummannaq.

Mindst 10 personer blev sat i karantæne. 


Lørdag testede myndighederne så alle, der har været i kontakt med den smittede. Alle tests blev analyseret på laboratoriet på sygehuset i Ilulissat, og alle var negative.

 

- I dagene efter at der blev konstateret smitte, var det faktisk kun 57 elever ud af 198 på skolen, som mødte op til undervisningen, siger Tim Arnoldi.

- Forældrene valgte at holde børnene hjemme, og det er måske meget naturligt, fordi de er usikre på situationen. Det er jo første gang, at vi har haft smitteudbrud her i Uummannaq.

Smittet var ansat i sundhedsvæsenet

Det var torsdag i sidste uge, at der for første gang blev registreret en coronasmittet i Ummannaq. Den smittede var ansat i sundhedsvæsenet, og cirka 10 personer blev derefter sendt i karantæne. 

Testen, der viste sig at være positiv, blev taget syv dage efter, at den smittede var ankommet til Uummannaq fra Danmark. 

Siden har det vist sig, at der ikke har været smittespredning i Uummannaq - den smittede sundhedsmedarbejder har altså ikke smittet andre. 

LÆS OGSÅ Politi: Intet brud på karantæneregler i Uummannaq

Sundhedsmedarbejderen er ikke i byen længere, men der er stadig mange børn, der ikke kommer i skole.

- I mandags var der 112 elever på skolen, så der er da kommet flere, siger skoleinspektøren.

Og i dag - en uge senere - manglede skolen stadig elever på skolebænken.

- Nu kan vi se, at der kommer lidt flere børn, men der mangler stadig 60 til 70 stykker, siger Tim Arnoldi.

Nye regler: Skal testes inden start på arbejde

Han opfordrer forældrene til at sørge for, at deres børn møder op til undervisningen, selvom han forstår bekymringen.

Skolen har taget nye forholdsregler i kølvandet på sagen. Så vidt muligt er det kun personale og elever, der må være på skolen fra til 29. januar.

LÆS OGSÅ Nye regler: Sundhedspersonale skal testes efter ankomst til Grønland

Reglerne for det tilkaldte sundhedspersonale bliver også ændret nu. Det skal nemlig ikke længere være muligt at få dispensation til at starte på arbejde direkte efter ankomst til Grønland. 

- Det er en absolut forudsætning for, at man kan komme i arbejde, at man er testet negativ efter ankomsten til Grønland, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Også i Aasiaat har der været en person i sundhedssektoren, der blev testet positiv for corona efter ankomst til Grønland.