Kulderekord er målt på Indlandsisen
En kulderekord fra 1991 er blevet en nyhed i dag.
Lyder det mærkeligt? Måske, men ikke desto mindre er det sandt.
Minus 69,6 grader celcius er den koldeste temperatur, der nogensinde er målt på den nordlige halvkugle. Rekorden blev sat 22. december 1991.
Og hvorfor er det så nyt i dag?
- Det er jo en pænt gammel rekord, siger John Cappelen, der er klimatolog hos DMI.
- Men en gang i mellem dukker der data op fra gemmerne, som skal vurderes, tilføjer han.
Målt ved Indlandsisens højeste punkt
Rekorden blev opdaget ved en gennemgang af data fra automatiske målstationer, som har været anvendt til forskning tilbage i 1990’erne.
Et ekspertpanel har undersøgt rekorden, og de har nu sagt, at den kan godtages som rekord.
De knap minus 70 grader er målt tæt ved Indlandsisens højeste topografiske punkt, der hedder Summit. Rekorden blev registreret i en automatisk målstation på et sted, som hedder Klinck, der ligger i 3105 meters højde. Det er det højeste punkt på Indlandsisen.
- I starten af 90’erne lavede man flere stationer i forbindelse med iskerneboringer. Stationerne fik navne. Der var en Matt, og der var en July. Og så var der en station, der hed Klinck. Via data kommunikerede stationerne ned til University of Wisconsin, siger John Cappelen.
Rekorden på minus 69,6 grader overstiger den tidligere rekord, som blev målt i Rusland, som var på minus 67,8 grader.
- I den her tid hvor vi diskuterer klimaforandringer, er der meget opmærksomhed på nye varmerekorder. Den her nye kulderekord kan henlede opmærksomhehen på den store kontrast, der eksisterer på vores planet, siger John Cappelen.
Den koldeste temperatur, der nogensinde er målt, er målt på Antarktis den er på minus 89,2 grader. Den blev målt 21. juli 1983.