Krydstogtturismen falder fortsat

Færre krydstogtskibe lægger til kaj i grønlandske havne denne sommer end sidste år, og samtidig er der færre turister om bord.
04. juli 2014 04:20

Ifølge Visit Greenland er det afgiften, som hver turist skal lægge i landskassen, der dæmper lysten til at gæste Grønland.

Usikkerheden om, hvilke regler skibe skal følge ved sejlads i Arktis, har også haft en negativ virkning.

Visit Greenland forventer, at 30 krydstogtskibe vil besøge Grønland i år. Det er nedgang på mere end 10 skibe i forhold til for fire år siden. 

Samme tendens ses også, når det kommer til krydstogtsturister, hvor antallet er faldet med omkring 10.000 fra 2010 til 2013.

- Og det, mener vi, skyldes flere faktorer, blandt andet at vi jo har nogle meget høje afgifter i Grønland på passagerer. Altså hvert eneste passager skal betale 525 kroner for at komme ind i Grønland, siger souschef i Visit Greenland Anders la Cour Vahl, til KNR.

Rederier savner klarhed

Men det er ikke kun passagerafgiften, der har afholdt rederierne i at sejle til landet.

- Der har også været en del diskussioner omkring en ny sølov og nye sikkerhedsregler for skibe her, som har skabt en del usikkerhed. Det er en diskussion, der har stået på i mange år, men som har skabt en del diskussion blandt rederierne i forhold til, hvad der endelig bliver vedtaget.

Læs også: Krydstogtturismen ændrer sig

- Det betyder selvfølgelig, at der er en række rederier, der har været lidt tilbageholdende med at lægge alt for mange anløb i Grønland, siger Anders la Cour Vahl.

Lys fremtid med Naalakkersuisuts hjælp

Men nu, hvor den internationale maritime organisation har vedtaget den nye polarkode, er Visit Greenland fortrøstningsfuld for fremtiden:

- Fra nu af kan skibene begynde at indstille sig på, hvad er det de må og ikke må fremover. Og så kan man begynde at udvikle krydstogtsturismen baseret på det, siger Anders la Cour Vahl.

Visit Greenland ser lyst på fremtiden, da Naalakkersuisut muligvis kommer med et forslag på at reducere den nuværende afgift på 525 kroner pr. passager:

- Når der kommer ro på med afgiften - forhåbentlig lavere afgift - og der bliver helt klart, hvad det er for nogle regler, man skal operere under, så er det pludselig en sikkerhed, som vi så kan begynde at udvikle krydstogtsturismen i forhold til. Så falder det her på plads, så ser vi i hvert fald lysere på tingene, siger Anders la Cour Vahl.