Kritik: AVALAK skal være mere synlig

Studenterforeningen Avalak bør deltage mere i den danske samfundsdebat, mener Inuit-formand. De er nemlig Grønlands fremtid - og det forpligtiger, lyder det.
Foto © : Simon Uldum
02. juni 2015 07:21

De grønlandske studerende i Danmark bør i højere grad end i dag være en aktiv stemme i den danske samfundsdebat. Det mener fomanden for Fællesforeningen Inuit i Danmark, Bitha Metelmann, som efterlyser større folkelig engagement fra studenterforeningen AVALAK.

- De repræsenterer jo også Grønland og med den position, de er i som højere uddannelsessøgende og som forbilleder for andre grønlandske unge, vil det være helt på sin plads, at de kommer frem i debatten også, siger Bitha Metelmann til KNR.

Fordomme skal nedbrydes
Bitha Metelmann står selv i spidsen for 23 grønlandske lokalforeninger i Danmark og understreger, at foreningerne her selv bør søge mere indflydelse og plads i den brede, danske samfundsdebat. Det er nødvendigt for at nedbryde fordomme og misforståelser over for grønlændere i og uden for Danmark, mener hun.

- Vi grønlændere, som er bosat i Danmark og som føler os som en minoritet - det er os selv, der skal komme med de gode historier ud til folk i Danmark.

Men AVALAK har en særlig forpligtelse til at fungere som talerør, mener Bitha Metelmann - både i forhold til at nedbryde fordomme og for at oplyse om Grønland generelt, hvem grønlændere i Danmark er og sikre bedre forhold for grønlændere i Danmark. 

Men den forpligtigelse tager studenterforeningen i Danmark ikke alvorlig nok i dag. Det vidner bl.a. en nylig episode om, hvor AVALAK takkede nej til at udtale sig om en ny kampagne fra Aarhus, der sætter fokus på fordomme over for grønlændere i Danmark, mener Metelmann.

- Jeg synes, de burde blande sig. For de (studerende, red.) repræsenterer jo en gruppe, der er et forbillede for mange. Og hvis man hører mere om dem, så rusker man også op i danskernes fordomme, siger Bitha Metelmann.

Fokuserer på hjemlandet
Hos AVALAK peger formanden på, at studenterforeningens vedtægter først og fremmest prioriterer vilkårene for de grønlandske studerende i Danmark. Dog er det ikke et bevidst fravalg, når foreningen ikke er synlig i den danske debat.


- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne være rollemodeller i forhold til uddannelse. Vi vil gerne vise vejen frem som et godt eksempel på grønlændere, der uddanner sig. Men det har vi så bare rettet mere mod at inspirere flere unge hjemme i Grønland til også at uddanne sig frem for at deltage i debatten omkring fordomme og stereotyper omkring grønlændere, siger formanden, Bjørg Lange Kristensen.

Men det afholder ikke foreningen for fremover at kaste sig ind i rampelyset i Danmark - til fordel for for eksempel bekæmpelsen af fordomme mod grønlændere:

- Jeg kunne sagtens opfordre formanden for Fællesforeningen Inuit til at tage kontakt til Avalak, hvis hun ønsker at etablere et samarbejde. Det er selvfølgelig noget, vi kunne være interesseret i at diskutere med både vores bestyrelse og vores medlemmer, siger Bjørg Lange Kristensen.