Krabbebestand fortsat på lavt niveau

Grønlands Naturinstitut lægger nu op til yderligere reduktioner i krabbefiskeriet i de kommende to år i den biologiske rådgivning til Naalakkersuisut.
22. januar 2015 06:52

Specielt vurderes krabbebestandene i Uummannaq, Diskobugten og ved Sisimiut til fortsat være et lavt niveau, der betyder  at fiskeriet bør indskrænkes, hvis faldet i bestandene skal standses, fremgår det af biologernes rådgivning.  

Det betyder for 2015 og 16, at fangsterne i Diskobugten ikke må overstige 400 tons årligt. Og det er 200 tons lavere end rådgivningen sidste år. Det begrundes med, at mængden af voksne krabber er faldende og at tilgangen af nye små krabber, der skal sikre det fremtidige krabbefiskeri, heller ikke er god.

Den biologiske rådgivning for Sisimiut, både det inden- og det udenskærs krabbefiskeri er uændret. Og det betyder, at der fortsat vil være lukket for al udenskærs fiskeri, mens det indenskærs­ fiskeri ved Sisimiut anbefales på uændrede 300 tons.

Anbefaler ændring af fiskerisæson

I Nuuk og Paamiut vurderes bestandene at være stabile og anbefalingen i forhold til sidste år er uændret. For det indenskærs fiskeri er rådgivningen på 200 tons og for det udenskærs fiskeri på 1.000 tons.

Grønlands Naturinstitut anbefaler endvidere, at der indføres en fiskerisæson fra marts til juli for at undgå udsmid af ”bløde” krabber. Tiltaget vil sikre tilgangen af nye krabber til bestanden og dermed en bedre udnyttelse af ressourcen.

Krabbefiskeriet toppede i 2001 med totale fangster på knap 15.000 tons. Siden har fangsterne været faldende og i 2014 lå de samlede fangster på ca. 2.000 tons.