Kommune støtter brug af billige kinesere

Den Siumut-ledede Qeqqata Kommunia bakker nu op om Naalakkersuisuts intention om at arbejdskraft hentet uden for landets grænser ikke nødvendigvis skal ansættes på grønlandske lønvilkår.
Skrevet af Karsten Sommer
21. maj 2012 13:42

Spørgsmålet er blevet stærkt omdiskuteret i forhold til den eventuelle realisering af et Alcoa-smelteværk i Maniitsoq.

Dermed går borgmester Hermann Berthelsen og Karl Lyberth, der både er medlem af kommunalbestyrelsen og Inatsisartut, stik imod den holdning, som det nyligt udtrådte hovedbestyrelses-medlem Akitsinnguaq Olsen på vegne af partiet forleden lagde frem.

Nemlig at Siumut ikke vil acceptere det ultimative krav, som Alcoa har stillet - at underbetale de udefrakommende arbejdere, aluminiumsgiganten skal bruge, hvis de skal opføre et smelteværk.

Efterfølgende har Akitsinnguaq Olsen altså trukket sig fra hovedbestyrelsen og sit ordførerskab, og fra politisk ordfører, Per Berthelsen, lød den ikke særligt klare forklaring over for Radioavisen, at hun nok havde kigget indad og overvejet, at hun måske har en anden holdning til nogle af de politiske punkter.

Nu toner de ledende medlemmer af partiet i den kommune, hvor Alcoa vil realisere sine planer, så rent flag.

I en fælles meddelelse opfordrer borgmester Hermann Berthelsen og Karl Lyberth, således samtlige partier i Inatsisartut til at støtte op om Naalakkersuisut i spørgsmålet.

Og de fremtrædende Siumut-medlemmer giver udtryk for, at en enig kommunalbestyrelse nu håber på, at der til efteråret vil blive taget de endelige politiske beslutninger, som betyder grønt lys for projektet.