Kommune Kujalleq ikke helt tilfredse med udligningsordningen

Kommune Kujalleq stiller sig ikke helt tilfreds, med den nye udligningsordning. Borgmester Jørgen Wæver Johansen vil blandt andet have mere fordeling af landets midler.
Jørgen Wæver Johansen
Foto © : John Rasmussen, Narsaq Foto
Skrevet af Ivik Kristiansen
16. juni 2015 15:59

- For os havde det været meget vigtigt, at skatten af offentlige selskaber skulle fordeles lige over hele landet, men sådan blev det ikke, siger Jørgen Wæver Johansen og henviser til sit ønske om, at A-skatten fra ansatte i Selvstyreejede virksomheder ikke skal tilfalde den kommune som personen bor i.

Så selvom Kommune Kujalleq får ekstra 15 millioner kroner om året i de næste tre år, så er borgmesteren ikke helt tilfreds.

 

En er helt tilfreds

Kommuneqarfik Sermersooq er den eneste kommune, der skal af med penge, og er langtfra begejstret, mens Qeqqata Kommunia vil have flere penge.

Kun Qaasuitsup Kommunia er godt tilfredse med Naalakkersuisuts midlertidige udligningsordning.

I Kommune Kujalleq får udligningsmodellen en lunken modtagelse, og udover fordelingen af skatter ærgrer Jørgen Wæver Johansen sig også over, at det kun er blevet til en midlertidig ordning i stedet for en permanent model.

 

Acceptabel

Men selv om borgmesteren ikke er helt tilfreds, synes han, at den ikke er så gal, at den ikke kan accepteres.

- Vi havde andre målsætninger. Men den her midlertidige ordning, som skal gælde i tre år, vil vi respektere og arbejde ud fra, lyder det fra Jørgen Wæver Johansen.

Hvad pengene skal bruges til er endnu ikke besluttet. Det bliver afgjort, når kommunalbestyrelsen skal lægge budgettet, forklarer borgmesteren. Men en ting kan han sige allerede nu.

- Der er ingen tvivl om at selv, hvis vi får de her penge, så skal vi stadig arbejde efter et stramt budget, og vi skal fortsætte med besparelser, fastlår Jørgen Wæver Johansen.

Kommuneqarfik Sermersooq skal af med 45 millioner kroner ekstra i de næstkommende tre år.

Den midlertidige udligning tilgodeser Qaasuitsup Kommunia med 25 millioner kroner flere, mens Qeqqata Kommunia får 5 millioner kroner ekstra frem til 2018.