Gerth Jacobsen er fungerende direktør i kommunens koncernservice.Foto: KNR

Kommune: Embedsfolk truede ikke, men de krævede vaccine for at hjælpe til

Der var ikke tale om trusler, da embedsfolk fra Kommuneqarfik Sermersooq hjalp med at holde styr på vaccinekø i sidste uge. Borgmester Charlotte Ludvigsen sprang køen over sammen med dem.

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA) og tre af hendes embedsmænd sprang vaccinekøen over i sidste uge.

Ifølge vaccinekoordinator Anna Wangenheim truede de sig til vaccinen.

Borgmester-vaccinesagen:
 
  • Torsdag 22. juli blev der tilbudt vacciner til alle i Nuuk på skolen USK fra klokken 14 til 17.
     
  • Men allerede før klokken 17 måtte vaccinationsarrangørerne sende folk hjem. Der var nemlig ikke flere vacciner tilbage. 
     
  • Interessen for vaccinen startede allerede før, dørene blev slået op. Her stod flere mennesker i kø i forvejen, for at blive stukket. 
     
  • Og køen blev i løbet af dagen længere og længere. På et tidspunkt nåede køen at strække sig helt tilbage til Hotel Hans Egede. Her oplevede folk altså at vente timevis, indtil der blev meddelt, at der ikke var flere vacciner tilbage.  
     
  • Tidligt på dagen gik borgmester Charlotte Ludvigsen og tre af hendes embedsmænd forbi køen og blev lukket ind ad en anden dør. Embedsmændene skulle hjælpe med at holde styr på køen udenfor. 
     
  • Ifølge vaccinationskoordinator Anna Wangenheim truede de sig til vaccine - ellers ville de ikke hjælpe med køen. 
     
  • Kommunen afviser, at der var tale om trusler - og borgmesteren mener, at der må være tale om "en misforståelse."
     
  • Hun har undskyldt for at springe køen over og blive vaccineret før de mange ventende. 

 

  • Selvstyret sagde også undskyld for, at der ikke var vacciner nok til alle: "Vi må erkende, at vi har fejlet, når vi ender med at sende så mange personer hjem uvaccineret, efter de har stået flere timer i regnen. Det er naturligvis utilfredsstillende at møde op uden at kunne få vaccinen. Vi beklager dybt håndteringen af dette vaccinationsevent".

Kommunen ville nemlig hjælpe til med at holde styr på køerne udenfor vaccinationseventet. Og her ville embedsfolkene altså vaccineres før, de kunne trække i arbejdstøjet. Hvis ikke de blev det, ville de trække samarbejdet.

Dét er i hvert fald Anna Wangenheims udlæggelse. Hun er tidligere naalakkersuisoq for sundhed (D) og har i juli været ansat af Selvstyret til at få vaccineret som mange som muligt. 

Men kommunen kan slet ikke genkende Anna Wangenheims beskyldning. Det forklarer Gerth Jacobsen, som er fungerende direktør i kommunens koncernservice.

Han har snakket med de tre embedsfolk, som altså fik en hurtigere vaccine end andre, og som skulle hjælpe til med at holde styr på vaccinationskøen.

Embedsfolk blev utrygge ved den lange kø

Han forklarer, at de rigtig nok havde spurgt om at blive vaccineret før alle andre.

Begrundelsen var, at de potentielt ville blive udsat for smitte ved at holde styr på vaccinekøen.

- Inden klokken var 11, så stod der allerede 100 mennesker i kø udenfor. De forklarerede så, at hvis de skulle stå i kø, så kunne de ikke passe deres arbejde, siger han. 

Når man får vaccinen, så betyder det ikke, at den virker med det samme. Så hvorfor skulle de ansatte absolut få vaccinen hurtigere end andre? 

- Vi kunne se, at vaccinationsprogrammet vil køre hen mod en måned frem. Derfor synes de, at det var vigtigt, at de fik vaccinen med det samme, så de i hele vaccinationsperioden vil kunne passe deres opgave.

LÆS OGSÅ Charlotte Ludvigsen om at springe vaccinekøen over: Jeg beklager - undskyld!

Der var dagen før en aftale mellem kommunen og vaccinationskoordinatoren om samarbejdet. Hvorfor så lige pludselig så kræve at de tre embedsmænd og borgmesteren skulle vaccineres før andre?

- Da de så, at køen allerede var på over 100 mennesker om formiddagen, så blev de utrygge, fordi de skulle arbejde med den her kø i mange timer. Smitten spreder sig jo, når man ikke holder afstand. Derfor besluttede de selv, at hvis de skulle fortsætte med at løse opgaven, så ville de gerne vaccineres. 

- Omkring borgmesteren, så har hun selv forklaret sin side af sagen, siger Gerth Jacobsen. 

Rimeligt at kræve vaccine

Han mener, at det er helt rimeligt, at de tre embedsmænd har krævet at blive vaccineret. 

I starten af vaccinationsprogrammet blev de ældre og sundhedspersonalet stukket først, fordi de var særlig udsatte for at blive smittet. Derfor er de, der skal holde styr på en vaccinekø, også særligt udsatte, vurderer Gerth Jacobsen. 

- Jeg synes, at det er ganske rimeligt, at de her medarbejdere som skulle stå og i virkeligheden udsætte sig selv for smittefare, også ønskede at få den her vaccine.

Men borgmesteren skulle ikke selv stå og arbejde med at have styr på vaccinekøen, hvorfor fik hun så en vaccine?

- Hun har selv forklaret sin bevæggrunde, jeg har ikke yderligere svar til det.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt