Kommentator om interne magtkampe: Befolkningen gider ikke splittelse

Siumuts første opgave i Avannaata Kommunia burde ikke starte ud med at være endnu en intern magtkamp. Folk vil have politikere, der samarbejder, lyder det fra kommentator Irene Jeppson.
Efter tirsdagens kommunalvalg opstod der påny en magtkamp i Siumut. Denne gang på kommunalt niveau i Avannaata Kommunia. Foto © : Scanpix
12. april 2021 06:09

Befolkningen vil have politikere, der kan samarbejde. Også internt i partierne.

Sådan lyder det fra Irene Jepsson. Hun var politisk kommentator for KNR på valgaftenen og henviser til, at situationen i Siumut efter tirsdagens valg igen spidsede til på spørgsmålet om, hvem der skal sidde på magten. 

For ved kommunalvalget i Avaannata hentede Minik Høegh-Dam flere personlige stemmer end borgmester og partikollega Palle Jeremiassen. Det kastede partiet ud i en intern kamp om borgmesterposten.

- Jeg synes ikke, det er godt, at man har den her interne kamp om førertrøjen, siger Irene Jeppson.

LÆS OGSÅ Drama i Avannaata: Partier sætter forhandlinger med Siumut på pause

Udover striden om borgmesterposten henviser hun også til den interne magtkamp, der over længere tid har udspillet sig mellem partiets formand Erik Jensen og den forhenværende formand Kim Kielsen.    

- Det, jeg kan fornemme, er også, at befolkningen ikke gider splittelse. De vil gerne have et samlet land, og de vil gerne have nogle politikere, der kan samarbejde. Også internt i et parti og skabe gode vilkår for folket. Befolkningen gider ikke det her fnidder fnadder. Det er for pinligt, at man skændes om, hvem der skal sidde i den varme stol, siger Irene Jeppson.

Alvorligere emner bør fylde dagsordenen

Ved kommunalvalget fik Minik Høegh-Dam 406 personlige stemmer, mens Palle Jerimiassen fik 338 stemmer. Men uanset hvem der fik flest personlige stemmer, er der langt alvorligere emner, partiet i nordkommunen burde have for øje, mener Irene Jeppson.

LÆS OGSÅ Lammende kritik af anbringelser i Avannaata: Et-årigt barn med gonorré og mange børn uden værger

- Hvis vi vender blikket mod nord, så står samfundet over for nogle store udfordringer. Selvstyrets tilsynsenhed har for nylig kritiseret Avannaata Kommunia for ikke at gøre nok for børn og unge. Der findes børn uden værger, der er plejefamilier uden godkendelse og små børn, der har en elendig opvækst. Derfor burde dem, der går forrest gå i arbejdstøjet fra dag et i stedet for at skændes om den varme stol. Det er ikke et godt signal over for vælgerne og befolkningen, siger hun.

Anderledes håndtering i Qeqertalik

Også i Kommune Qeqertalik blev den siddende borgmester Ane Hansen fra Inuit Inuit Ataqatigiit overhalet af partikollegaen Peter Olsen, der fik flere personlige stemmer.

Men det har partiet håndteret uden det store drama, forklarer Irene Jeppson.

- Man kan se, at de tackler situationen anderledes og kører i hvert fald ikke debatten offentligt. Vi har i hvertfald ikke hørt ret meget fra Aasiaat. Peter Olsen står i det her dilemma, da han både har fået flest stemmer i Kommune Qeqertalik, men han er også blevet valgt ind i Inatsisartut, så det bliver spændende at høre, hvad der kommer fra Aasiaat, men de kører det meget stille og roligt.

LÆS OGSÅ Borgmester eller naalakkersuisoq? - Peter Olsen står i et dilemma

Partiformænd overhalet

Det var ikke kun de to borgmestre, der måtte se sig overhalet af kandidater fra deres eget parti ved tirsdagens valg.

Til Inatsisartutvalget fik Siumuts Kim Kielsen flere stemmer end partiets formand Erik Jensen, og det samme var tilfældet i Demokraatit, hvor Anna Wangenheim og faktisk også Nivi Olsen hentede flere stemmer end partiets formand, Jens-Frederik Nielsen.  

At Anna Wangenheim høstede flest stemmer i partiet, kan ifølge Irene Jeppson have noget at gøre med den rolle, hun spillede som naalakkersuisoq for sundhed. 

- Hun har været meget fremme i forbindelse med Covid-19 og alt det, der har været omkring det, hvor hun har fremstået meget troværdig og har været rolig i medierne, så hun har været rigtig meget i søgelyset, siger Irene Jeppson.