For koldt for vikingerne

Vikingerne kunne sandsynligvis ikke holde kulden ud og flyttede fra Grønland engang i 1400-tallet, efter omkring 500 år i landet.
Foto © : Jette Arneborg
Skrevet af Jette Andersen
23. juni 2014 14:24

Det viser et nyt dansk forskningsstudie, med Antoon Kuijpers fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, i spidsen.
 
På baggrund af borekerner fra havbunden fyldt med mikroorganismer, siger han, at årene mellem 1200 og 1450 var så kolde og samtidig blæsende, at bugterne ved henholdsvis Øster- og Vesterbygden frøs til i en grad, nordboerne ikke havde oplevet før.
 
Det kolde klima og mængden af is, kan have gjort det meget svært for dem at komme til og fra Østerbygden - Sydgrønland - til og fra Vesterbygden - Nuuk-området - med varer, ligesom det kan have besværliggjort fragt af varer til og fra Europa så meget, at vikingerne simpelthen flygtede fra landet.
 
Det er tidligere blevet påvist, at bygderne blev forladt med 100 års mellemrum. Endnu har der ikke været en forklaring fra forskere, kun gætterier, men det nye studie lægger også skylden for dette på isen, kulden og blæsten.
 
- Alligevel kan vi se, at folk har holdt ud i Vesterbygden i mere end 100 år, før de forsvandt. Det hænger formentlig sammen med, at de har kunnet overleve på at transportere varer og mennesker til og fra Østerbygden, hvor det stadig var muligt at sejle ud fra, siger Antoon Kuijpers til videnskab.dk.
 
Bygderne menes at have huset mellem 2000 og 10.000 indbyggere.
 
Det sidste bevis for vikingernes liv i Grønland er en vielse i Hvalsey i Østerbygden.