Flere politikere kritiserer Danmarksbesøg: Knytter tættere bånd

Der var store smil og knipsende kameraer, da formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), for halvanden uge siden besøgte den danske statsminister, Mette Frederiksen.
Men besøget har nu fået flere politikere herhjemme til at løfte pegefingeren.
Naleraqs Jens Napãtôk’ og Mariane Paviasen Jensen fra Inuit Ataqatigiit har begge stillet en række §37 spørgsmål til naalakkersuisut i kølvandet på besøget.
De vil blandt andet vide, hvad de to regeringsledere konkret har talt om under mødet, om naalakkersuisut var inddraget forud for mødet, og hvorfor koalitionen ikke står samlet.
Det sker efter et pressemøde under besøget i København, hvor de to regeringsledere blandt andet kom ind på Selvstyreloven.
Udtalelser, som Jens Napãtôk’ tolker som indledende forhandlinger.
- Det undrer mig, at man uden det nyvalgte Inatsisartuts bemyndigelse har indledt forhandlinger. Ikke mindst når koalitionspartneren Siumut og Inuit Ataqatigiit også kritiserer selvsamme fremgangsmåde, sagde Jens Napãtôk’ tidligere på ugen til KNR.
Siumuts Jess Svane startede kritikken, da han tidligere på ugen luftede sine bekymringer over, at de to regeringsledere har udtalt sig om mulige ændringer i Selvstyreloven.
- Selvstyreloven er ikke et emne, der kan forhandles mellem to lande. Loven udgør det grønlandske folks vilje, som også er de eneste, der kan ændre den, udtalte Siumut-politikeren i en pressemeddelelse.
Førte ikke forhandlinger
KNR har forsøgt at få et interview med Jens-Frederik Nielsen om sagen, men det har ikke været muligt. I en pressemeddelelse understreger formanden for naalakkersuisut, at han ikke har ført forhandlinger om Selvstyreloven med Danmark.
Derimod talte de to om mål i den nye koalitionsaftale, skriver han.

Står det til naalakkersuisut er det på tide at tage et grundigt kig på Selvstyreloven, som den er i dag. I koalitionsaftalen, som Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Atassut og Siumut har indgået, står der, at Selvstyreloven skal revideres.
Og det er der lydhørighed over for fra dansk side. På pressemødet i slutningen af april sagde Mette Frederiksen, at hun er klar til at kigge på Selvstyreloven og eventuelt lave en ny.
Befolkningen skal inddrages
Men udtalelserne vækker ikke begejstring hos Jens Napãtôk’.
Derimod mener han, at formanden har handlet hen over hovedet på befolkningen.
- Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er modigt, men jeg vil hellere sige det modsatte, nemlig at man knytter tættere bånd til Danmark, siger Jens Napãtôk'.
KNR har også forsøgt at få et interview med Siumuts formand, Vivian Motzfeldt. Vi vil gerne have hørt Motzfeldt, om partiet står bag den kritik, som Jess Svane rejser. Den mangeårig politiker blev ikke genvalgt ved Inatsisartutvalget den 11. marts.