KNRs tidligere bygning stod i brand: Ingen tilskadekomne

Torsdag aften var der brand på en tom bygning, og brandvæsenet fik hurtigt kontrol over situationen, inden branden spredte sig yderligere.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvordan branden er opstået. Foto © : Isak Berthelsen
24. juni 2022 13:08

I går aften ved 23-tiden fik politiet i Nuuk en brandanmeldelse. Ved Kissarneqqortuunnguani, Vandsøvej i Nuuk stod KNR’s tidligere mediehus nemlig i brand.

Søren Bendtsen, der er vagtchef hos Grønlands Politi forklarer, at der ikke er nogen tilskadekomne som følge af branden. Brandvæsnet fik styr på branden, før det spredte sig yderligere. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvordan branden er opstået.

KNR boede i bygningen, som ejes af Selvstyret, indtil 2014. I slutningen af juni 2014 forlod Tv-avisen Qanorooq som de sidste deres studie i den gamle bygning og flyttede ind til de nye lokaler i Issortarfimmut.

Den gamle bygning var ramt af skimmelsvamp.

Siden da har bygningen stået tomt og ventet på at blive revet ned. Tit oplever politiet faktisk, at børn og unge trænger ind i bygningen.