KNR vil forbedre lyden

Mens kritikken hagler ned over KNR´s transmission af Koda Awards er forberedelserne til det næste tv-show blevet indledt. Denne gang har KNR-TV lagt op til væsentlige forbedringer af lydkvaliteten.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. oktober 2011 10:23

- Årsagen til den dårlige lyd ved Koda Awards 2011 skyldtes udstyr af ældre dato samt manglende kompetence blandt KNR-ansatte, siger programchef Jan Berg til knr.gl

Når det næste store tv-show, Katersuiniarneq 2011, går i luften den 5. november bliver ansvaret for lydkvaliteten lagt i hænderne på eksterne lydproducere samt producenter.

- Ydermere vil KNR op til en større lydproduktion indkalde til musikmøde, hvor de optrædende, lydproduceren, stagemanageren, lysdesigneren samt tv-produceren vil gennemgå lydudstyr, kanalplaner, stageplan, visuelt udtryk, mv. oplyser Jan Berg.

KNR´s transmission af Koda Awards er blandt andet blevet kritiseret af musikerforeningen Inuit Nunaanni Nipilersortartut Kattuffiat og kunsterforeningen Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu.