KNR lancerer ny strategi med fokus på nyhedsformidling og modernisering
En øget produktion på grønlandsk, engagerende journalistik og modernisering af KNR’s digitale platforme. Det er nogle af de mål, der er at finde i KNR's nye strategi.
I strategien, som netop er blevet lanceret, fremhæves særligt public service-mediets samfundsfaglige ansvar, hvor udgangspunktet er at styrke fællesskabet i landet, styrke demokratiet og sikre en uafhængig og troværdig nyhedsformidling. Det skriver KNR i en pressemeddelelse.
Strategien lander i en tid, hvor alverdens blikke er rettet mod Grønland. Derfor har KNR aldrig været vigtigere end netop nu, udtaler direktøren Hans Peter Poulsen i pressemeddelelsen.
- I en tid hvor Grønland oplever pres udefra, tydeliggør vi gennem strategien vores ansvar over for både brugere og medarbejdere. Vi vil selv fortælle historierne fra vores land, og i en tid med international bevågenhed er det vigtigt, at vi står stærkt også når det gælder troværdighed, siger han.
Samtidig er det vigtigt at fokusere på den grønlandske nyhedsformidling. For et af KNR’s kendetegn er den grønlandsksprogede formidling, fremhæver bestyrelsesformand Nukaraq Eugenius.
- Et af KNR’s vigtigste kendetegn er vores grønlandsksprogede formidling. Vi er det største medier, der løbende producerer nyheder på et inuitisk sprog. Derfor er udvikling og forbedring af vores service på vores eget sprog en af vores vigtigste opgaver, udtaler Nukaraq Eugenius i pressemeddelelsen.
Ikke alt bliver løst på en dag
Den nye strategi skal fungere i en fireårig periode fra 2026 til 2030.
Samtidig vil strategien suppleres af en kommunikationsplan, hvor indsatser, der styrker KNR’s identitet, vil blive formidlet.
- Ikke alt i vores virksomhed bliver løst fra den ene dag til den anden. Men i KNR har vores medarbejdere en stærk vilje til forandring. Det har glædet mig at opleve deres helhjertede indsats og flotte arbejde i begyndelsen af året, hvor vi var under et stort pres udefra, udtaler Hans Peter Poulsen fortsat i pressemeddelelsen.
KNR har været ramt af medarbejderkrise i særligt nyhedsafdelingen i de senere år, hvor der har været stor udskiftning af medarbejdere og flere stresssygemeldinger.
Samtidig har det været svært at tiltrække grønlandsksprogede journalister. Her har særligt løn og arbejdsforhold været i fokus.
Det har tidligere ført til, at det landsdækkende medie var nødt til at skære i nyhedsproduktionen. I starten af 2025 valgte KNR at lukke den dansksprogede radioavis midlertidigt. Den er endnu ikke blevet genoptaget.
Under Inatsisartutvalget sidste år var samtlige partiformænd enige om, at forholdene for KNR skal forbedres. De talte blandt andet om at afsætte flere penge og sikre bedre forhold hos public-service mediet.