KNR har ondt i økonomien

KNR fik et underskud på 1,9 millioner kroner i 2011 og det bekymrer KNR's nye bestyrelse.
Skrevet af Noah Mølgaard
03. april 2012 08:04

Underskudet på 1,9 mio. kr. skyldes primært faldende reklameindtægter og lønudgifter i forbindelse med effektivi­serin­ger.

Revisionen har også tredje år i træk påpeget KNRs negative egenkapital.

- Udsigten til reetablering af egenkapitalen er vanskelig at få øje på, med mindre landskassen på et eller andet tidspunkt vælger at give institutionen et ekstraordinært tilskud, meddeler KNRs bestyrelse efter den nye bestyrelses første ordinære møde.

Revisionen indskærper nu at KNR bliver nødt til at forbedre driften.

- Den nye bestyrelse i KNR konstaterer, at gældsbyrden og behovet for reinvesteringer er en stor udfordring. Den nye bestyrelse vil i dialog med ejerne undersøge hvilke skridt der skal til, for at sikre at public service stationen KNR får det nødvendige råderum til at servicere seerne og lytterne, siger Hans Peter Poulsen.