KNIs årsregnskab: På niveau med de bedste af selskabets resultater

KNI kom ud af 2019 med et resultat på 76 millioner kroner efter skat. Det er på niveau med de bedste resultater i koncernens historie, skriver direktøren.
- Med et resultat på 113,3 millioner kroner før skat har koncernen bevist at kunne fastholde den positive resultatudvikling som har været igangsat henover de seneste syv regnskabsår, skriver koncernens direktør Peter Grønvold Samuelsen.
Skrevet af Jens Thorin
01. juli 2020 11:02

Den selvstyreejede forsyningsvirksomhed KNI A/S, der har butikskæden Pilersuisoq A/S og olieforsyningsvirksomheden Polar Oil A/S, er kommet ud af 2019 med et resultat på 113 millioner kroner før skat. Efter skat var det på 76 millioner kroner. 

Koncernens egenkapital var ved regnskabets slutning på 1.14 milliard kroner.

- Med et resultat på 113,3 millioner kroner før skat har koncernen bevist at kunne fastholde den positive resultatudvikling som har været igangsat henover de seneste syv regnskabsår. Årets resultat ligger på niveau med de bedste resultater i koncernens historie, skriver koncernens direktør Peter Grønvold Samuelsen.

Overskud nødvendig for at kunne renovere

Og selskabets resultat er en helt afgørende forudsætning for at kunne renovere sine ejendomme både i energi- og i varedivisionen, påpeger direktøren.

Til det formål har selskabet i regnskabsåret 2019/20 investeret cirka 142 millioner kroner, mens selskabet i de kommende regnskabsår forventer at investere 150 millioner kroner årligt. 

Og i øvrigt er det aftalt med KNI´s ejer, selvstyret, at der udbetales 20 millioner kroner i udbytte af årets resultat.

Og så har landskassen i en lang årrække bevilget penge til opretholdelse af vareforsyningen af bygder og yderdistrikter, som KNI har stået for. Men landskassens betaling har været dalende og androg 18 millioner kroner sidste år. Den er således halveret i forhold til 3 år siden, skriver koncernen.