KNI: Lange kontrakter forhindrer pludselige prisstigninger på olie og fødevarer

Der er krig i Europa, og det har sendt de globale priser på olie og gas på himmelkurs. Det er dog ikke noget, der rammer herhjemme, som det ser ud nu.
Jeppe Jensen vil ikke sige, hvor lang tid KNI sikrer olie, men der er tale om måneder før, at det kan få prisen herhjemme til at stige. Foto © : KNI
25. februar 2022 13:03

De globale priser på olie og gas er steget markant siden, at Rusland indledte en krig mod nabolandet Ukraine.

Det mærker mange mennesker rundt om i verden lige nu, når de kører ned for at tanke benzin. Sådan er det dog ikke herhjemme, og det bliver heller ikke sådan lige foreløbigt.

LÆS OGSÅ Múte om Ruslands invasion: Grønland er parat til at gøre det nødvendige

Det fortæller topchef i KNI, Jeppe Jensen, til KNR.

- Vi har set nogle kraftige prisstigninger på olie i løbet af det sidste års tid, og med krisen i Ukraine kommer der endnu et hop op. Det kommer dog ikke til at få en indflydelse på forbrugerpriserne lige nu og her, fordi vi sikrer indkøbspriserne for perioder ad gangen, siger han.

Kan ramme på lang sigt

Jeppe Jensen vil ikke sige, hvor lang tid KNI sikrer olie, men der er tale om måneder før, at det kan få prisen herhjemme til at stige.

- Det er klart, at hvis det høje prisniveau fortsætter, så vil vi på et tidspunkt også kunne mærke det på forbrugerpriserne herhjemme, men baseret på den viden, vi har nu, så forventer vi ikke, at krisen vil få en umiddelbar effekt for borgerne i Grønland, uddyber Jeppe Jensen.

LÆS OGSÅ Politikere om russisk invasion af Ukraine: Vi skal ikke tro, vi bor langt væk fra krigen

Modsat landene i Europa har vi herhjemme ikke import af hverken olie eller gas fra Rusland. Alt den olie, som KNI køber via datterselskabet Polaroil, hentes fra et svensk selskab.

- Der baserer produkterne på olie fra Nordsøen og Vestafrika, lyder det.

Kan ramme prisen på dit brød

Den alvorlige krig og krise i Ukraine kan dog brede sig til andre forbrugervarer, der kan stige i pris.

Det gælder basale fødevarer som eksempelvis mel og kornprodukter, der i høj grad bliver produceret af bønder i Ukraine og Rusland.

Men også her har KNI sikret forsyning for en periode, så man har noget at stå i mod med.

- Vi har vinterforsyninger på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vi ikke svinger så meget i pris i forhold til verdensmarkedprisen, siger Jeppe Jensen.

LÆS OGSÅ Nikolaj Coster-Waldau: Vi er kun noget i kraft af andre

Men det er ikke kun nu, hvor priserne stiger, at der er forsinkelse på prisudviklingen herhjemme.

Det gælder også, hvis de globale priser pludseligt måtte dykke.

- Hvis der er en stigning, vil stigningen komme med en forsinkelse hos os og tilsvarende, hvis der er et fald. Så vil faldet også komme med en forsinkelse, fordi vi sikrer os både på varerne men også på olien for perioder.

Du kan læse mere om, hvilke andre konsekvenser krigen kan få i Arktis HER.