KNI giver Partii Naleraq svar på tiltale

Den selvstyreejede virksomhed KNI svarer nu igen på et angreb fra den politiske ordfører hos Partii Naleraq.
Skrevet af Karsten Sommer
02. oktober 2015 06:49

Partiets Per Rosing Petersen stillede i forbindelse med åbningsdebatten spørgsmål ved, om det ikke ville være billigere, hvis den samfundsejede virksomhed begyndte at købe mere ind i andre lande i EU end Danmark?

I dag slår KNI fast, at de faktisk køber produkter fra 12 forskellige lande udenfor Danmark, men understreger samtidig, at der er flere andre grunde til, at varerne bliver dyrere, når de kommer ud i butikkerne i de mindre byer og bygder i Grønland.

KNI fremhæver for eksempel, at man skal huske de reelt kun køber ind til 23.000 mennesker, og derfor har svært ved at leve op til de volumenkrav, som store producenter ude i verdenen stiller, hvis der skal ydes store rabatter. 23.000 er et langt mindre kundegrundlag end eksempelvis en enkelt almindelig Føtex butik i Danmark, påpeger KNI.

Derudover skal KNI overholde mærkningsloven i Grønland. Varerne skal deklareres på grønlandsk, og de omkostninger bliver lagt på produkterne med højere pris til følge.
KNI understreger dog, at de gør alt hvad der er muligt, når udgifter til fragt, afgifter og andre udefra kommende faktorer er regnet med, for at tilbyde varerne til en pris der matcher hvad varen kan købes til andre steder.