KNAPK kunne ikke presse prisen op på stenbiderrogn: Vi var nødt til at acceptere det

Nikkulaat Jeremiassen, der er formanden for KNAPK, siger, at han kun kunne forhandle sig frem til en indhandlingspris på 22 kroner og én krone i bonus per kilo.
- Der var kun to muligheder. Om fiskeriet skulle åbnes eller om det skulle forblive lukket, siger Nikkulaat Jeremiassen. Her ses han til en demonstration mod Royal Greenland mandag sidste uge. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Andreas Wille
20. april 2022 05:18

- Vi kunne kun forhandle frem til en pris på 22 kroner med bonus på en krone.

Det siger formand for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen, til KNR.

LÆS OGSÅ Striden om det lyserøde guld på plads: Nu er der åbnet for salget af stenbiderrogn

Efter 18 dages uenigheder mellem fisker- og fangerorganisationen, KNAPK, og fiskerikoncernen, Royal Greenland, kunne fiskerne mandag endelig tage ud og fiske efter stenbidere.

Uenigheden mellem de to parter handlede om indhandlingsprisen på stenbiderrogn. 

Koncernen ville give 22 kroner per kilo rogn, mens KNAPK krævede mere. KNAPK ville have helt op til 53 kroner per kilo. Det selvstyreejede selskab, Royal Greenland, er den største modtager af stenbiderrogn med dens flere indhandlingssteder rundt i landet.

Derfor kunne erhvervsfiskeriet efter stenbidere og dens gyldne rogn ikke starte.

Men i løbet af 2. Påskedag, mandag, var de blevet enige. Indhandlingsprisen blev altså til 22 kroner og en krone i bonus per kilo stenbiderrogn. 

Ikke bedre end sidste år

Det lykkedes altså KNAPK kun at forhandle sig til én krone mere.

Indhandlingsprisen, som KNAPK og Royal Greenland er blevet enige om, er faktisk lavere end sidste år. Sidste år lå prisen mellem 21 og 24 kroner per kilo.

Formanden for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen forklarer, at han ikke kunne presse indhandlingsprisen yderligere op.

- Der var kun to muligheder. Om fiskeriet skulle åbnes, eller om det skulle forblive lukket. Vi har med vores ledelse, bestyrelse og konsulenter vurderet, at fiskerne ville tabe for meget, hvis fiskeriet ikke åbnede, siger Nikkulaat Jeremiassen.

LÆS OGSÅ Aki pillugu isumaqatigiinnginneq: Nipisanniarneq suli aallartinngilaq

Fiskerne har altså ventet længe på at få lov til at smide deres garn i vandet. Og for ikke at fiskerne skulle blive for utålmodige, havde KNAPK lagt vægt på at starte fiskeriet så snart som muligt.

- Fordi fiskerne er trætte af at vente, var vi nødt til at fokusere på at starte fiskeriet hurtigst muligt, siger KNAPK-formanden.

Royal Greenland vil tage imod op til 800 tons

KNAPK kan dog trøste sig med, at de har formået at forhandle sig frem til, at Royal Greenland kan indhandle op til 800 tons. Koncernen havde ellers lagt op til at lande maks. 700 tons.

Men Nikkulaat Jeremiassen og KNAPK havde ellers sigtet flere tons end det. 

LÆS OGSÅ Nipisaat suaannik aalisartut akerliusut: Akit qaffanngippata aalisarnianngilanga

Sidste mandag arrangerede KNAPK en demonstration mod Royal Greenland. Her sagde Nikkulaat Jeremiassen, at han gerne ville have, at Royal Greenland nærmede sig op på den samlede kvote, som er på 1475,5 tons.

Hvis det lykkedes, så ville han være tilfreds med at ende på en lavere indhandlingspris, så længe fiskerne kunne indhandle mere.

I Vestgrønland er der syv forvaltningsområder for fiskeri efter stenbidere, og her er fem af dem åbnet for fiskeri.

Fiskeriet er åbent fra Sisimiut-området til Nanortalik. Fra Sisimiut og nordover er der endnu ikke fastlagt dato for åbning af stenbiderrogn-salget, skriver Naalakkersuisut.

Fiskeriperioden for hvert forvaltningsområde er 60 sammenhængende fiskedage fra startdato eller indtil kvoten er opfisket.