KNAPK er lunken over brugerbetaling i havne

Der er dårlige erfaringer ved brugerbetaling, der besluttet uden om brugerne, siger formand for KNAPK, Henrik Sandgreen.
- Der er for mange ordninger, som ikke lykkes, fordi brugerne ikke er blevet inddraget, siger Henrik Sandgreen. Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
Skrevet af Ivik Kristiansen
17. juni 2020 06:09

Fiskerne skal have ord at sige, hvis der indføres brugerbetaling i de grønlandske havne.

Det mener fisker- og fangerorganisationen KNAPK, der er lunken ved Naalakkersuisuts plan om brugerbetaling i havne.

Ifølge formanden er er der dårlige erfaringer med brugerbetaling.

- Vi har dårlige erfaringer med indførelse af politisk bestemte brugerbetalinger, som nogle gange måske er formet med en alt for bureaukratisk tilgang, siger Henrik Sandgreen.  

Ifølge ham bør dem, der skal betale for brug af havne, være mere inddraget i processen op til indførelsen.

LÆS OGSÅ Brugerbetaling i havne i større byer undersøges

Inatsisartut gav i 2015 bemyndigelse til, at Naalakkersuisut kan indføre brugerbetaling ved brug af havn og tilhørende landanlæg i selvstyrets og kommunernes havne.

Indførelse af brugerbetaling i offentlige havne i større byer bliver nu undersøgt, fremgår det af Politisk Økonomisk Beretning for 2020.

Der er allerede brugerbetaling i Nuuk havn, der er drevet af aktieselskabet, SIKUKI Nuuk Harbour A/S. Og det er erfaringerne derfra, som Henrik Sandgreen henviser til.

LÆS OGSÅ Ingen blokering for havneafgifter

- Konsekvenserne er, at enkelte kan få en masse regninger. Og det er en stor belastning, siger Henrik Sandgreen.

Idéen med brugerbetaling er, at havnene i større byer skal få råd til selv at betale for reinvesteringer, så pengene, der uddeles via finansloven, kan blive brugt på at gøre havnene i mindre byer mere tidssvarende.

LÆS OGSÅ Nye skibe og Sikuki Harbour vil presse RAL

De 25,2 millioner kroner til reinvesteringer af havne, der i dag bliver givet gennem finansloven, rækker nemlig kun til den mest nødvendige vedligeholdelse, står der i beretningen.

Og på trods af, at KNAPK har dårlige erfaringer med brugerbetaling, vil organisationen gerne have bedre havne.

Hvis brugerbetaling skal indføres, skal det være i en anden model end den, der er nu, og så skal det indføres i tæt samarbejde med brugerne, mener Henrik Sandgreen.

- Det er meget vigtigt, at brugerne bliver delagtiggjort i nye ordninger med brugerbetaling. Der er for mange ordninger, som ikke lykkes, fordi brugerne ikke er blevet inddraget, siger Henrik Sandgreen.

Vedligeholdelsesefterslæbet for havnevedligeholdet var i 2015 estimeret til at være på cirka 84 millioner kroner.