Ekspert: Klogt træk at droppe FN-klage

Det er en fornuftig beslutning af Naalakkersuisut at trække klagen over Danmark til FN tilbage.
Foto © : KNR
22. maj 2017 11:10

Det kan nemlig skade Grønlands udenrigspolitiske omdømme, at den forhenværende Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender har sendt en klage uden at have rygdækning fra Naalakkersuisut.

Det vurderer adjunkt i moderne historie ved Ilisimatusarfik, Jens Wendel-Hansen.

Den danske avis Information skrev i tirsdags, at den forhenværende Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq havde sendt en klage over Danmark til FN på vegne af Grønland. 

Dagen efter holdt den nuværende Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Suka K. Frederiksen pressemøde, hvor hun fortalte, at klagen bliver trukket tilbage, fordi Qujaukitsoq ikke havde mandat fra Naalakkersuisut til at klage.

Og det er fornuftigt træk, siger adjunkt ved Ilisimatusarfik, Jens Wendel-Hansen til Qanorooq.

- Jeg mener, at det var det eneste rigtige at gøre, selvom det umiddelbart kan virke lidt ydmygende for Naalakkersuisut at trække den tilbage, så er det en måde at sikre Naalakkersuisuts integritet på, siger han.

Jens Wendel Hansen mener, at det særligt er Vittus Qujaukitsoqs mangel på inddragelse af og mandat fra Naalakkersuisut, der kan få negative konsekvenser for Grønland. 

- Hvis udenrigsministeren går enegang og regeringen så bliver nødt at gå ud og undsige ham, så er der ikke nogen der ved, hvad den samlede udenrigspolitik er. Det skaber forvirring om, hvad udenrigspolitikken er, og det kan være meget farligt i sidste ende, siger Jens Wendel Hansen.

Jens Wendel Hansen påpeger desuden, at det især i forbindelse med ønsket om selvstændighed er vigtigt at have rene linjer i udenrigspolitikken.

- Det man skal have sikret sig inden man kan gå ud og være en selvstændig international aktør er at man har en høj agtelse og et godt diplomatisk forhold til andre lande. Og det skader man ved at komme med tvetydige udmeldinger.

Det er ikke første gang, at Vittus Qujaukitsoq går udenom Naalakkersuisut. I december sidste år kritiserede Qujaukitsoq den danske regerings arbejde med områder der angår Grønland og ifølge den danske avis Politiken truede han med, at

Grønland ville trække sig ud af Rigsfællesskabet og fjerne amerikanerne fra Pituffik.