Klimaminister afviser kompensation

Den danske regering afviser, at give Grønland økonomisk kompensation, mod at Grønland så undlod at bore efter olie, og lade den blive i undergrunden. Det fremgår af et svar fra den danske Klimaminister Lykke Friis, til Enhedslistens Per Clausen.
Skrevet af Karsten Sommer
05. juli 2011 10:29

Folketingsmedlem Per Clausen spurgte i sidste måned om ministeren ville arbejde for, at lande i det arktiske område, som f.eks. Grønland, fik mulighed for at få kompensation betalt af det internationale samfund, hvis de af hensyn til miljøet undlod at udnytte olieforekomster og lignende.

- Nej, svarer Lykke Friis.

- Hvis vi ud fra en klimavinkel ønsker at kompensere lande for at undlade at udnytte olieforekomster, så er der i princippet ikke nogen forskel på, om vi taler om olie i det arktiske område, olie i Mellemøsten eller alle mulige andre steder, hvor der er olie i undergrunden. En sådan ordning er jeg ikke tilhænger af, og jeg forventer heller ikke, at sådan en ide vil kunne få støtte internationalt, fastslår Lykke Friis i sit svar til Per Clausen. Det fortæller sermitsiaq.ag.

SF-formanden Villy Søvndal blev i KNR´s sommermagasin "Aasaanerani" i sidste uge konfronteret med Per Clausens forslag, og også Villy Søvndal afviste ideen.

- Det må være op til de arktiske lande selv at beslutte hvordan de vil forvalte deres ressourcer, sagde SF-formanden dengang til KNR.