Klart valgnederlag overrasker formand

Demokraterne slog i valgkampen på tromme for, at man ville skabe flere resultater i Folketinget, end både de seneste års medlemmer og de øvrige kandidater. Men den forventning syntes ikke at smitte spor af på vælgerne, og det kommer bag på partiets formand. Han erkender samtidig, at man kan have skabt usikkerhed ved konsekvent at afvise at lægge et eventuelt mandat i rød eller blå bloks kurv.
Skrevet af Mads Fisker
16. september 2011 17:13

Demokraterne var milevidt fra et mandat og oplevede med en tilslutning på 12,6 procent klar tilbagegang i forhold til det forgående folketingsvalg i 2007, hvor to nuværende medlemmer af Naalakkersuisut Palle Christiansen og formand Jens B. Frederiksen stillede op.

Sidstnævnte havde samstemmende med partiets suverænt største stemmesluger anno 2011 Niels Thomsen forud for valget givet udtryk for, at man forventede fremgang i forhold til en meningsmåling, der viste opbakning fra 16,2 procent. Og Jens B. Frederiksen er da også klar i mælet på spørgsmålet om, hvorvidt vælgernes dom overrasker ham?

- Ja, det må jeg sige. Jeg synes, at Demokraternes kandidater har gjort et rigtig godt stykke arbejde. De har været meget skarpe og meget dybdegående i deres svar, og jeg synes egentlig, de har givet nogle svar, som berettigede til, at man virkelig tænkte over, om ikke man skulle tage og sende nogle af dem ned i Folketinget. Men selvfølgelig har vi også respekt for, at vælgerne ønskede, at de to mandater gik til nogle andre, siger Jens B. Frederiksen.

Hvorfor fornemmelsen så langtfra viste sig rigtig, vil formand Jens B. Frederiksen nu sammen med partiet forsøge at finde svar på.

Men han erkender, at det kan have skabt usikkerhed og dermed når alt kom til alt afholdt vælgere fra at flytte deres stemme til Demokraterne, at man ville arbejde med ethvert flertal for indflydelse til Grønland. Og altså derfor ikke ville give befolkningen svar på, hvorvidt en stemme på partiet i sidste ende kunne komme til at afgøre et dansk folketingsvalg til den ene eller anden side?

- Jamen, det er måske meget muligt. Men det er en af de ting, som vi skal ind og evaluere på. Det har været noget nyt i grønlandsk politik, siger Jens B. Frederiksen.

I valgkampen sidste ophedede døgn langede Demokraternes formand kraftigt ud efter Siumuts kandidater; blandt andre efter partiets helt store vinder.

- Siumut har fuldstændig blotlagt, at tre fjerdedele af deres kandidater ikke engang har læst den her selvstyrelov. Du har Doris Jakobsen, som vil have, at vi overfører hele udenrigsområdet; det kan man ikke ifølge selvstyreaftalen.., lød det blandt andet fra Jens B. Frederiksen.

I dag nøjes han noget mere afdæmpet med at håbe, at de nyvalgte vil arbejde hårdt for hele Grønland, og at de har lyttet til kritikken.

- Naturligvis skal de ind og justere lidt på, hvad der er realistisk og hvad der ikke er. Selvstyreloven laver man altså ikke bare om uden videre og slet ikke uden om Inatsisartut, siger formand Jens B. Frederiksen.

Mere end 2000 vælgere skrev Demokraternes Niels Thomsens navn på stemmesedlen, og han blev dermed med et betydeligt forspring til Siumuts Vitus Qujaukitsoq valgets tredjemest populære kandidat. Niels Thomsen har i dag ikke ønsket at kommentere valgresultatet.

Ved seneste Inatsisartut-valg i 2009 høstede Demokraterne 12,7 procent af stemmerne, og gårsdagens resultat var altså derfor status quo i den sammenligning.