Kina anklager to canadiere for spionage efter måneders fængsel

De to canadiere blev anholdt kort efter Canada foretog en anholdelse af direktør fra Kinas telegigant Huawei.
Anholdelsen af Huawei-direktøren blev startskuddet på en strid mellem Canada og Kina. Foto © : Open Grid Scheduler / Grid Engine / Flickr
Skrevet af Ritzau
20. juni 2020 11:52

Kina har officielt anklaget to canadiere for spionage.

Det oplyser embedsmænd i Beijing fredag ifølge AFP. De to canadiere, Michael Kovrig og Michael Spavor, har været tilbageholdt i Kina i 18 måneder.

De blev anholdt, kort efter at canadiske myndigheder anholdt finansdirektøren fra den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou.

LÆS OGSÅ Kina frigiver en af flere tilbageholdte canadiere

Hun er sigtet for at have brudt USA's sanktioner mod Iran.

Michael Kovrig, der er tidligere diplomat, og forretningsmanden Michael Spavor blev tilbageholdt i december 2018.

Anholdelsen af Huawei-direktøren blev startskuddet på en strid mellem Canada og Kina.

En canadisk domstol har givet grønt lys til, at sagen om en mulig udlevering af Meng Wanzhou til USA kan fortsætte.

Den 48-årige direktør blev anholdt i lufthavnen i den canadiske by Vancouver den 1. december 2018 på opfordring fra USA.

LÆS OGSÅ USA rejser tiltale for svindel mod Huawei og finansdirektør

I løbet af en række retsmøder i januar kom det frem, at Meng Wanzhou angiveligt løj til banken HSBC om Huaweis forhold til samarbejdspartneren Skycom, der har base i Iran. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed risikerede HSBC at overtræde amerikanske sanktioner.

Meng Wanzhou fastholder, at hun ikke har gjort noget galt.